I den seneste tid har vi arbejdet med at udvide DSA Careeers fra blot at være en årlig konference til at være et løbende forum, hvor vores DSA+ medlemmer kan møde nogle af verdens sejeste virksomheder og høre mere om deres karrieremuligheder.
38% af vores medlemmer drømmer nemlig om at arbejde i et konsulenthus, og derfor er vi enormt stolte over at vores nyeste partner i DSA Careers: det eftertragtede konsulenthus Bain & Company! I den forbindelse har vi talt med Jonathan Nøhr fra Bain, som har delt sin spændende historie med os.
Du har også mulighed for at møde Bain til dette års DSA Careers Conference, som finder sted den 11. august i Landstingssalen på Christiansborg.
Fortæl os lidt om din opvækst og de forskellige udlandsoplevelser, du havde tidligt i livet? Du tog din IB (International Baccalaureate) i Kenya. Hvordan var din oplevelse med det?
Til trods for jeg de sidste 10+ år har boet i udlandet, tilbragte jeg det meste af min barndom på Frederiksberg i København. Mit første udenlandsophold skete i forbindelse med, at min far skiftede karriere og startede job i Udenrigsministeriet, hvorefter vi som familie flyttede til Hanoi, Vietnam, hvor vi boede i tre år. Det var vildt at leve i et udviklingsland i så ung en alder og ofte have svært ved at forstå de store forskelle, der var i normer og attituder i forhold til Danmark. Det var også noget af en omvæltning, da jeg som 8-årig stort set ikke forstod et ord engelsk, men det lærte mig fra en tidlig alder værdien af at omgås folk fra forskellige kulturer.
De næste fem år boede jeg i Danmark og nåede lige at blive færdig med 1.g, inden vi som familie igen vendte snuden til udlandet og tog til Nairobi, Kenya. Kenya har en fantastisk rig historie og mangfoldig kultur samt et af de varmeste og mest velkomne folkefærd, som jeg hidtil har oplevet. Det var derfor overraskende nemt at falde ind i den daglige rytme, og til trods for nogle forskelle i livstil (sikkerhed er f.eks. et stort problem i Nairobi), så var mit liv meget som det havde været som dansk teenager: skole, arbejde og sport i ugedagene og fester i weekenden. Kenya er dog også et land med ekstrem fattigdom, og det perspektiv man får efter at have levet i et land, hvor mange overlever for under $1 om dagen, gør at man sætter pris på, hvor ekstremt privilegerede vi er som danskere.
Din bacheloruddannelse tog dig til London på UCL. Hvorfor UCL og hvorfor udlandet i det hele taget?
Efter at jeg færdiggjorde min IB, havde jeg fået blod på tanden til at fortsætte min uddannelse i udlandet. Jeg overvejede kraftigt at studere i København, men jeg følte, at de kulturelle oplevelser, jeg kunne få i London, ville være mangfoldige og give mig flere globale muligheder senere hen. Og hvorfor UCL? Det var ærlig talt det mest anerkendte universitet, jeg kunne komme ind på med mine karakterer. Dertil har UCL et ekstremt bredt og varieret udbud af uddannelser (man kan f.eks. læse en BA i Viking Studies), hvorimod andre London-universiteter som LSE og Imperial er mere specialiserede. Jeg endte personligt med at læse en BSc Information Management for Business, hvilket er en kombination af Computer Science og Management.
Inden du startede hos Bain, arbejdede du fire år ved Credit Suisse. Er livet i banking som portrætteret i The Big Short? Arbejdede du så meget som rygtet siger? Og hvad tog du med derfra?
Efter er jeg færdiggjorde et summer internship hos Credit Suisse fik jeg tilbud om at komme tilbage og arbejde fuldtid efter mine studier. Jeg startede som Analyst, og sad i vores handelsafdeling for virksomhedsobligationer i en salgsfunktion. Jeg valgte Markets fremfor en rolle i Advisory (f.eks. Mergers & Acquisitions), fordi jeg prioriterede at få kundekontakt tidligt i min karriere. I et salgsjob får du allerede tildelt dine egne kunder og indtjeningsmål efter et halvt års tid, hvilket også betyder, at du har større mulighed for at hoppe op af ”the corporate ladder” hurtigere. Jeg var også ekstremt fascineret af den deal-making man laver på obligationsmarkederne, hvor man ofte skal tage beslutninger on the spot og koordinere købere og sælgere for at få flere forskellige delhandler til at gå op i en højere enhed. Det er en vild følelse, når man lukker en større handel, og det, man tager med fra jobbet, er netop en sans for gode salgsstrategier og erfaring med at skabe tillidsfulde forhold til ens kunder. Sidst men ikke mindst er arbejdsdagen i Markets også betydeligt kortere end i Advisory. Jeg startede tidligt hver morgen klokken 7, men var normalt færdig ved 18-tiden. En 55-timers arbejdsuge lyder måske af meget, når man sammenligner med danske standarder, men mange af mine venner i Advisory sidder nemt 70-80 timer om ugen.
Du startede ved Bain i juli 2017. Hvorfor blev Bain det næste skridt i din karriere?
Der var flere grunde til, at jeg skiftede banking ud med consulting. Miljøet i bankverdenen har ændret sig meget siden den finansielle krise. Regulering af markederne er blevet strammere og den personlig risiko, man tager i jobbet, er forstørret. Dertil har udviklingen i automatisering af markederne igennem f.eks. algoritmer og dark pools (private markeder og fora uden for de traditionelle børser, red.) også ledt til et pres på handelsmarginaler. Derudover er en karriere i Markets en meget specialiseret karriere uden mange exitmuligheder senere i livet, hvis man finder ud af man vil noget helt andet. En konsulentkarriere giver dig derimod et ekstremt bredt vidensgrundlag, som gør dig attraktiv i stort set alle industrier. Men den vigtigste grund til, at jeg skiftede var, at jeg var nået til et punkt, hvor jeg ikke blev udfordret i min daglige rutine. Jeg havde brug for en stejlere udviklingskurve, som jeg vidste, at jeg kunne få hos Bain. Følelsen af tilpashed i sit job er i mine øjne et tegn på, at man skal tage det næste skridt mod nye udfordringer. Ellers når man aldrig sit fulde potentiale.
Hvad laver sådan en Management Consultant egentlig? Og hvorfor er jobbet så eftertragtet blandt så mange studerende?
En managementkonsulent er på mange måder en ”Jack of all trades”. Man bliver igennem sin karriere eksponeret for en bred mængde industrier og problemstillinger, som man skal finde løsninger på. Måden man gør det på er ved at grunde sit arbejde i nogle basale arbejdsmetoder og filosofier. Det lyder selvfølgelig totalt abstrakt, men det betyder, at vi angriber problemstillinger med en struktureret fremgang, som forsikrer, at vi tager hensyn til alle variabler og potentielle løsninger og bruger den kolossale viden, som vi internt i Bain har fra tidligere projekter i forskellige industrier. Det er også grunden til, at jobbet er så eftertragtet i mine øjne. Man lærer at tænke på en fundamentalt ny måde og lærer at tackle ikke bare en specifik problemstilling, men enhver problemstilling. Det bringer dermed en frihed til at vælge ens videre karriere senere hen, om det er at blive som konsulent, rykke ud i industri, Private Equity, Venture Capital eller tage chancen som entreprenør.
Hvorfor Bain – og ikke Qvartz, McKinsey eller BCG?
Jeg vil starte med at sige, at jeg selvfølgelig kun har erfaring med at arbejde for Bain, og alle fire er ekstremt prestigefyldte institutioner. At få job hos en af de fire konsulenthuse er en fantastisk præstation, og de laver alle topklasses arbejde. Men grunden til jeg valgte at gå efter Bain, er deres ekstreme fokus på en inklusiv og venlig kultur, både internt, og eksternt med vores klienter. Udover vores ugentlige fredagsbar og månedlige officeevents, har vi konstant specifikke sæsonbegivenheder som Bain World Cup (vores globale sportsevents), vores årlige sommer tur, og jule-, vinter- og påskeevents. Det er med til at skabe et vildt stærkt bånd mellem os som medarbejdere, som manifestere sig i vores motto: ”A Bainie never let’s another Bainie fail”. Dertil er vi ekstremt fokuserede på at skabe værdidrevne og samarbejdsbaserede forhold til vores klienter. Alt hvad vi laver involverer klienten fra start til slut, og vi er det stik modsatte af det billede, mange folk har af konsulenter, der kommer ind og sidder i et isoleret lokale hos firmaer og træffer beslutninger. Andre ting der gør Bain unik er vores store fokus på sociale initiativer, hvor vi har øremærket en milliard dollars i pro bono socialt arbejde over de næste 10 år globalt. Jeg har f.eks. siddet på et pro bono projekt parallelt med mit casearbejde for en re-distributør af supermarkedsmad til hjemløse i London. Sidst men ikke mindst er vi de førende på markedet inden for Private Equity-arbejde (privat kapital, red.), og i vores Londonkontor har man rig mulighed for at sidde i vores Private Equity Group, hvis man har interesse i det.
Har du et godt råd til danske udlandsstuderende, som drømmer om at arbejde for et top-konsulenthus som Bain?
Først og fremmest ville jeg deltage i et Bain-event, hvor man har mulighed for at introducere sig selv, og høre lidt mere om vores arbejde. Det er ekstremt vigtigt at være proaktiv og involvere sig i vores campusevents eller open days, så vi lærer dig at kende. Dertil ville jeg anbefale at deltage i CV/Cover Letter workshops på ens universitet for at være sikker på, at ansøgningen er optimal. Konkurrencen allerede i CV-screeningrunden er ekstremt høj. Sidst men ikke mindst kræver det noget tid at blive klar til interview- og case study-formatet. Jeg brugte personligt ~30 timers på at lære at strukturere mine case studies ordentligt, og jeg ville stærkt anbefale at finde et par andre studerende til at lave cases med.
Til sidst: Rygtet siger, at konsulenter kan bruge op til 50% af deres tid i fly. Hvor mange flyvninger har du ca. haft, siden du startede?
Jeg er nok lidt en outsider i den kategori, eftersom mine to første projekter har været London-baserede. Derfor arbejder jeg de fleste dage fra vores kontor i London, som ligger midt i centrum ved Trafalgar Square, hvilket gør det nemt at tage forbi klientkontorer til møder, når det er nødvendigt. Der er dog mange i min startklasse, der rejser ugentligt til destinationer som Dublin, Amsterdam, Paris og Dubai og arbejder mandag til torsdag i udlandet.