Medlemsindlæg af Frederik Arnholdt, Freshman på Princeton University og Head of Denmark i Project Access
De fornemme ord lyder flot—ikke mindst når et Ivy League som Princeton skal brande sig selv i jagten efter studerende og donationer. Ordsproget stammer da også fra Woodrow Wilson, der var præsident for Princeton i begyndelsen af 1900-tallet, inden han senere blev the President for resten af USA også.
Men da jeg i sin tid søgte til Princeton, skænkede jeg ikke mottoet de store tanker. Det var jo bare reklamegøgl med en historie.
Jeg søgte i stedet til Princeton af helt andre årsager. Rangeret som den bedste bacheloruddannelse i USA, lød Princeton som en akademisk slikbutik af de helt store for sådan en type som undertegnede. Jeg tror, jeg fik ret.
Meget få elever undervises af professorer, der er banebrydende i deres felter, hædret med alverdens priser og enormt tilgængelige for de studerende. Der er tid til og utvetydigt fokus på fordybelse, som rækker ud over pensum. Har du en god idé, vilje og de rigtige kompetencer, står universitetet klar til at finansiere dit forskningsprojekt, selvom du endnu blot er en bachelorstuderende. Original viden er alfa omega.
Princeton er også et liberal arts college. Det betyder, at de studerende bliver eksponeret for en lang række forskellige discipliner, emner og verdenssyn, der ellers ligger uden for deres akademiske felt. Det kan godt være, du vil læse økonomi, men dit verdenssyn bliver uomtvisteligt en del større af også at have kendskab til filosofi, litteratur eller naturvidenskaben. Det er lige før, du kan mætte din umættelige nysgerrighed på Princeton.
Inden længe har jeg overstået mit første år som studerende på Princeton. Overstået er egentlig det forkerte ord at bruge, for det har på alle måder været et fantastisk år. Det skal jeg jo sige, tænker du, og selvom du har ret, kan jeg sige det i al sandfærdighed.
Efter at have fået en smagsprøve af den akademiske palet, nærmer jeg mig en studieretning i filosofi, økonomi og politik. Alligevel har jeg stadig mulighed for at tage fag i for eksempel datalogi, kunsthistorie og det naturvidenskabelige aspekt of sikkerhedspolitik. Det har jeg tænkt mig at gøre, selvom den store valgfrihed også gør det svært at vælge.
Alle mine akademiske forventninger er blevet indfriet og mere til. Sådan skulle det måske også gerne være på et sted som Princeton. Til gengæld har det mest overvældende været mødet med mine medstuderende.
Når 5.400 mennesker bor sammen på ét campus, der flyder over med gotiske bygninger og emmer af historie, skabes en helt særlig atmosfære. Men når den gennemsnitlige Princetonian tilmed er enormt ambitiøs, imødekommende og virkelig brænder for noget, skabes en kultur uden lige.
I den akademiske verden lærer jeg næsten lige så meget af mine medstuderende som af mine professorer. Uden for den lærer jeg endnu mere. Det er på ingen måde en dans på roser at læse på et af verdens bedste universiteter. Det er hårdt, og det kan være ubarmhjertigt. Det siges nok for lidt, og mentale udfordringer er da også en offentlig hemmelighed på både Ivy Leagues og Oxbridge.
Men Princetons kultur er gearet til det. Mine erfaringer har vist, at et helt specielt sammenhold står klar som en trampolin, når studerende overmandes af forpligtelser. No one is left behind. På den måde føles Princeton som én stor familie. Vi bor sammen, vi studerer sammen, og vi lever sammen. Så bliver alle udfordringerne det hele værd.
Selvom studierne tager tid, sker der også utroligt meget ved siden af. Det virkede næsten paradoksalt i begyndelsen, men når passionerede studerende lever side om side, skabes noget helt specielt. Et væld af extracurriculars ser dagens lys—fra start-ups og teatergrupper til klassisk musik og politiske konferencer. Vi har vist også et Quidditch-hold. Selv uden undervisning er jeg sikker på, at 24 timer i døgnet er for lidt til at nå det hele.
Netop fordi alt foregår på ét campus, skabes et minisamfund på godt og ondt. The orange bubble kaldes det med henvisning til farven i Princetons våbenskjold. Det siges, at man først rigtigt forlader boblen, efter de fire år er gået, men jeg har mine tvivl. Jeg kan i hvert fald konstatere, at Princeton-ånden lever i bedste velgående selv årtier efter dimissionsceremonien.
Alumner fungerer som mentorer for flere studerende, hjælper med karriereplaner og prøver på bedste vis at give igen til det sted, der hjalp dem selv på vej. Alumner, der tæller alt fra CEOs over skuespillere til højesteretsdommere, vender også fysisk tilbage til campus til årlige genforeninger. Det er vist nok USA’s mest øl-konsumerende event. Jeg har ikke en kilde på det, men jeg lover, at det ikke er alternative facts.
Uanset hvad har jeg på førstehånd oplevet, at Princeton er mere end bare et universitet. Princeton rækker langt ind i fremtiden, og Princeton rækker også langt ud i verden.
Måske tog jeg det for givet som international studerende, men det er gået op for mig, at Princeton har et overvældende globalt udsyn. De studerende bliver opfordret til at tage ud i verden både under og efter deres studie. Ja, jeg vil næsten sige, at vi bliver sparket ud—med en god pose penge og hjælp på vejen selvfølgelig.
Selv er jeg så heldig at skulle til Namibia på et feltstudie med en professor og en håndfuld andre studerende til sommer. Emnet er international udvikling, og vi får lov til at gå i dybden med de udfordringer, et udviklingsland står med. Resultatet skulle gerne blive et stykke original forskning. Udover at lære de lokale sprog, befolkningen og kulturen at kende, skal vi også lave frivilligt arbejde for namibiske unge.
Havde jeg i min vildeste fantasi forestillet mig det for bare et år siden? Næppe. Men turen ledte mine tanker tilbage på mottoet: Princeton i nationens tjeneste og menneskehedens tjeneste. Måske var det ikke bare fornemt reklamegøgl.
Efter at have levet ét år under mottoet, føler jeg, at det på mange måder gennemsyrer, hvad Princeton står for. Der er en mening med galskaben og et mål for det hårde arbejde. Meningen er en bedre fremtid i en global verden, og Princeton forsøger at klæde de studerende på til at opnå den. Fra global seminars i Namibia til undervisning med Nobelprisvindere på campus, sættes der handling bag ordene.
Det lyder stadig flot. For en dansk studerende på Princeton er det pludselig også blevet reelt.
Lad mig slutte sentimentaliteten af med et andet og mere uofficielt motto, der sætter prikken over i’et på denne ublu reklamesøjle af et indlæg.
Princeton is the best damn place of all—og jeg glæder mig til at byde andre danskere velkommen.