»Texas er mit andet hjem« – Læs om Saras oplevelser i Texas

»Texas er mit andet hjem« – Læs om Saras oplevelser i Texas

sara-texas

Skrevet af Diana Bengtsen

Kufferten er pakket. Sara skal tilbage til Danmark efter et 11 måneders langt ophold i Texas. Den situation stod Sara i, da hun i 2007/08 var på udveksling med AFS Interkultur, som er en frivilligdrevet organisation, der gennem udviklingsprogrammer arbejder for at fremme interkulturel forståelse og læring på tværs af landene.

Sara er i dag 22 år og i gang med sit andet år på CBS, hvor hun studerer International Business. Selvom hendes skoletid i Texas ligger næsten seks år tilbage i tiden, så er hendes ophold ikke glemt. Sara fortæller, hvordan det var at gå i high school, leve sammen med en værtsfamilie og opleve en kultur, som var meget anderledes fra den, hun kendte i Danmark.

»Skolen talte ikke nogen steder herhjemme i Danmark, men det var ligesom den, der var rammen for turen,« forklarer hun.

Sara fortæller, at hun tog afsted, fordi hun gerne ville prøve kræfterne af med noget nyt, og efterskolen gad hun ikke. Derfor besluttede hun sig for at prøve udveksling, og opholdet og oplevelserne i Texas gjorde et kæmpe indtryk på hende.

»Texas er fantastisk! Texanere er meget gæstfri. Det er svært at forklare, for det er meget klicheagtigt, det man ser i tv, men de har helt sikkert en anden kultur. Jeg er alt for meget dansker til at være texaner,« griner hun.

»Men det er sjovt at komme over og opleve en anden måde at leve på. Man skal pludselig til at forholde sig til, hvad det vil sige at være dansk. Man lærer utrolig meget om sig selv på kort tid. Og det betød meget for mig at lære mig selv at kende og at sætte mig selv i nogle situationer, som jeg ikke havde været i før.«

Da Sara kom til Texas, startede hun med at bo hos en værtsfamilie, hvor tingene ikke fungerede særlig godt.

»Den første tid var ikke særlig sjov. Det var svært at komme over og skulle have nye venner. Samtidig kom jeg i en værtsfamilie, som ikke forstod, hvad det ville sige at være ung,« fortæller hun. Derfor skiftede Sara efter omkring seks måneder værtsfamilie og skole.

»Den nye værtsfamilie jeg fik, de vidste godt, hvad det ville sige at have unge mennesker i hjemmet. De kørte det hele lidt mere laissez faire. Det gjorde det lettere at være ung,« forklarer Sara og fortsætter:

»Man kom jo bare og følte, at man havde styr på det hele. Der var ingen, som skulle fortælle mig, hvordan det fungerede, eller hvordan man begik sig. Men da jeg flyttede over til den nye familie, gik det op for mig, at jeg måske skulle lytte lidt efter. Fx er det at gå til en sport en vigtig ting i USA, også selvom man ikke gider, for det er sådan, man lærer folk at kende. Efter jeg ligesom tog det til mig, blev det hele bedre, og resten af mit ophold var perfekt.«

Selvom Sara ikke længere bor i Texas, så Texas stadig en stor del af hendes liv.

»Texas er mit andet hjem. Jeg har jo fået en familie mere i Texas, og jeg tager også hjem og besøger dem i ferierne. Jeg kommer hjem til Texas en til to gange om året – og de har også været og besøge mig i Danmark,« fortæller Sara med en tydelig glæde i stemmen.

»Jeg vil gerne derover og bo, mens jeg stadig er ung. Men jeg vil ikke have børn og familie derover. Det skal være i Danmark. Jeg vil dog tage mine børn med over til Texas, så de kan besøge min familie og opleve det sted og den kultur, jeg levede med i de 11 måneder,« afslutter hun.

No Comments

Sorry, the comment form is closed at this time.