Månedens Profil – December

12335955_10208341640562472_451843646_n

Hvad læser du, og hvorfor?

Jeg læser Jura på på Københavns Universitet. Jeg valgte studiet på baggrund af min interesse for menneskerettigheder og international jura. Derfor fandt jeg det også naturligt at skulle på udlandsophold, da det er en god måde at ”internationalisere” uddannelsen.

Hvor læser du, og hvorfor?

På mit udlandsophold studerer jeg i Istanbul på Yeditepe University.
Jeg valgte Istanbul fordi jeg gerne ville væk fra de trygge rammer i Europa. Som jurastuderende, var jeg nysgerrig efter at opleve juraen fra et ikke-europæisk perspektiv. Da Tyrkiet var på listen over aftaler i Erasmus-programmet, tænkte jeg at det var en alletiders mulighed for mig.

Hvordan financierer du dit ophold?

Jeg financierer mit ophold med min SU og jeg har tillige modtaget et Erasmus-stipendium, som er med til at dække mine udgifter i Istanbul. Mine udgifter hjemmefra dækker jeg ved at udleje jeg mit værelse hjemme i Danmark.

Hvordan er det at læse i Istanbul? (Dette er et meget bredt spørgsmål, og du har frie rammer med, hvad du syntes er fedt at få med :))
Det er noget helt andet at læse på universitet i Istanbul.
Yeditepe University er et privat universitet, og dét bærer det i den grad præg af. Det er en campus, der overgår enhver anden campus i Danmark, med fitness center, gymnastiksal, indendørs og udendørspool, tennis-, basket- og fodboldbane, kiosker, boghandler og endda frisørsalon. Campus er så stor, at der kører busser rundt mellem fakulteterne. De luksusøse omgivelser øger klart motivationen for at møde op i skole, for så kan man lige snuppe en dukkert i mellemtimerne eller efter skole.

På studiet hersker der en helt anden studiementalitet. Der er langt fra det samme press som hjemme i Danmark. De studerende anser ikke hinanden for konkurrenter, hvilket virkelig er befriende når man kommer fra et studiemiljø med et ekstremt karakterræs.
Undervisningsniveauet adskiller sig også meget fra den danske standard, idet der stilles andre krav til de studerende, i form af deltagelse i undervisningen samt god hukommelse til eksaminerne.

På trods af, at jeg læser i Tyrkiet, har jeg alligevel fået mulighed for at tage en række spændende fag, som ikke har ret meget med tyrkisk jura at gøre. Jeg læser blandt andet fag som Common Law og International Business Transactions, der begge undervises af amerikanske professorer. Jeg får således muligheden for at opleve en amerikansk undervisningsstandard samt en super spændende tilgang til juraen, som hverken minder om den tyrkiske eller den danske. Jeg får faktisk lidt følelsen af, at læse på en amerikansk law school.

Lever det op til dine forventninger?

Det går ud over mine forventninger!
Jeg havde mange fordomme om Istanbul, og Tyrkiet generelt. Inden jeg tog afsted, havde jeg en forestilling om, at jeg skulle til en sjusket og konservativ storby. Det viste sig ret hurtigt at være alt andet end det. Istanbul er virkelig en fantastisk by, og jeg er stort set kun blevet positivt overrasket. Det er en sjov blanding af det vestlige og det østlige, og man kan bogstavligtalt finde alt her. Samtidig er Istanbul en by, der aldrig sover – så det er virkelig svært at kede sig.

Indtil videre har opholdet været enormt berigende, ikke blot fagligt, men også personligt.
Når man er på udlandsophold, møder man mange spændende, søde og sjove mennesker. Det er klart dét, der gør oplevelsen så fed. Men for mig, er en stor del af oplevelsen også mødet med mit sande ”jeg.” På trods af, at jeg har opholdt mig mange steder i verden, så er det først under semesteret her i Istanbul, at jeg har kunne finde min identitet. Jeg tror, at det må hænge sammen med storbyens mange variationer og rummelighed, som har givet mig mod og tryghed til at være mig selv.

Hvad er det bedste og det værste ved at læse det dér?

Det værste ved Tyrkiet generelt, at det langsomme serviceniveau. Dette kan man også mærke på studiet, især ved administrationen. Ligeledes hersker der ofte en usikkerhed omkring essentielle ting, såsom eksamensdatoer. Jeg oplevede eksempelvis at datoen for en af mine midterms blev rykket selv samme dag, som den skulle afholdes. Dette kan virkelig være frustrerende for punktlige og skematiske mennesker som mig selv.

Tilgengæld så er der altid en løsning. Det er faktisk blevet et udtryk i blandt os, Erasmus- studerende: ”i Tyrkiet ender det altid godt.” Og det er virkelig sandt. I modsætning til Danmark, så er tyrkerne lidt mere fleksible. Det er især betryggende hvis man, grundet problemer med universitetet derhjemme, har misset en deadline.

Hvad vil du bruge det til senere? (Hvis det altså indgik i dine overvejelser om at studere i udlandet)
Min forståelse for verden er både juridisk og kulturelt blevet beriget.
Tyrkiet er virkelig noget for sig selv, og ved at have læst her i et semester har jeg opnået nogle kompetencer som jeg aldrig ville have fået ved blot at tage nogle valgfag hjemme på Københavns Universitet. Rent geografisk har Tyrkiet en særlig placering i forhold til de aktuelle problematikker vi ser i verden. Ved at have boet her og oplevet disse spændinger så tæt på, har jeg fået en dybere forståelse af konflikternes indflydelse på den tyrkiske såvel som den internationale dagsorden. Denne forståelse vil jeg kunne tage med mig videre på studiet og forhåbentlig også i arbejdslivet.

I relation til udlandsstudier; er der noget du ville ønske ændret ved det danske uddannelsessystem?
Det mest essentielle problem ved det danske uddannelsessystem (her især på jurastudiet) er, det hårde press på de studerende. Jeg savner et lidt mere afslappet studiemiljø.
Efter at have læst i Tyrkiet har jeg set, at det sagtens kan fungere selvom man skruer ned for presset. Jeg har også mærket en forbedring af min trivsel, hvilket formentlig skyldes at jeg ikke har døjet med stress på samme måde som hjemme i Danmark.

Kontakt os

Hvis man har spørgsmål, som ikke er besvaret i denne artikel, eller brug for personlig vejledning, er man mere end velkommen til at udfylde vores kontaktformular og få hjælp af vores studievejleder.

Del:

Indhold

Har du overvejet at støtte DSA?

Vores artikler kan læses af alle, men vi opfordrer dem, der kan, til at blive betalende medlem. Det koster ikke meget og hjælper os til at kunne fortsætte med at hjælpe studerende i udlandet, da medlemskontingenter er vores eneste indtægtskilde.

Hvis du allerede er medlem, kan du logge ind nedenfor.

Email-adresse
Adgangskode
Husk mig
Glemt adgangskode