DSA formand Mikkel Lauritzen og næstformand David Rischel mødtes den 7. december 2015 med uddannelsesordfører og folketingsmedlem for Socialdemokraterne Mette Reissmann.
Mikkel og David fortalte om de udfordringer, som danske unge står overfor, når de gerne vil læse i udlandet og når de gerne vil hjem igen. De diskuterede blandt andet den uheldige situation, som nogle unge befinder sig i efter endt bachelor i udlandet: de kan ikke komme ind på en kandidat i Danmark, da de fleste pladser er forfordelt til bachelorer med retskrav på en kandidat og fordi det er svært at få merit. Samtidig er der kun SU til fire års studier i udlandet og det er dermed kun de færreste, der kan få støtte til kandidaten også. Mette udviste stor forståelse for situationen og var åben for en løsning til at få SU til fem års studier i udlandet.
De snakkede også om den nuværende taxameterordning, der finansierer de danske uddannelser og hvordan ting kunne ændres for at give incitamenter til at hjælpe flere studerende til udlandet på studieophold eller en hel uddannelse. I DSA glæder vi os til at give vores besyv med, når uddannelsesordførerne og uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen tager ordningen op til genovervejelse i februar 2016.