Regeringens nye udspil til justering af fremdriftsreformen “Frihed og ansvar for studiefremdrift” vil give mere fleksibilitet til danske universiteter. I DSA håber vi, at det vil gøre det nemmere for universiteterne at sende folk på udveksling og at acceptere studerende med udenlandsk bachelor på kandidatuddannelser.
Særligt to af punkterne i det nye udspil er relevante for udlandsstuderende, nemlig punkt 1: “Ophævelse af det centrale krav om tilmelding til fag og prøver (60 ECTS-point)” og punkt 6: “Forbedrede muligheder for faglig supplering for ansøgere til kandidatuddannelser”.
Punkt 1 betyder, at universiteterne selv kan bestemme om der skal være krav om 60 ECTS-point om året eller ej. Det vil forhåbentligt gøre det nemmere for studerende, der på udlandsophold ikke har opnået 60 ECTS-point at kompensere ved at tage flere point i et efterfølgende – eller tidligere – semester. Det er endnu for tidligt at sige, om det vil komme de studerende til gode, da det i høj grad er op til universiteterne, hvordan de vælger at bruge den nye fleksibilitet.
Punkt 6 giver universiteterne mulighed for at udbyde supplering på op til 30 ECTS-point til bachelorer, der har opnået betinget optagelse på en kandidatuddannelse. Det vil gøre livet nemmere for udlandsstuderende, der vil have bedre chancer for at blive optaget på en dansk kandidatuddannelse. Det er dog vigtigt at huske, at grunden til at det er særligt godt med denne fleksibilitetet for de udlandsstuderende er, at der ofte er problemer med at få faglig merit. Det er et problem i sig selv, som ikke udbedres i regeringens forslag til justeringer af fremdriftsreformen. I DSA er vi også kritiske overfor, at de nye suppleringsmuligheder finansieres ved delvis brugerbetaling. Det er i forvejen en kamp for danske udlandsstuderende at komme tilbage på en dansk kandidatuddannelse. At fjerne brugerbetalingen på supplering ville passe bedre med regeringens mål om en mere internationalt uddannet befolkning.
Alt i alt er vi positive over for justeringerne af fremdriftsreformen, men der er stadigvæk plads til mange forbedringer i forhold til at få flere danske udlandsstuderende til at vende hjem til Danmark.