Ligesom DSA er Danes Worldwide en organisation for danskere i udlandet, og vi har længe samarbejdet omkring fælles mærkesager, som f.eks. forbedring af omregningen af IB karakterer. Vi er nu stolte over at kunne annoncere, at vi indgår et styrket samarbejde med Danes Worldwide om et fælles projekt, som vi kalder ”Forum for Erfaringsudveksling”. Målet med projektet er at supplere den nuværende rådgivning på det internationale område og at forbedre vilkårene (inklusiv muligheden for at vende hjem) for danske studerende i udlandet.
Omdrejningspunktet i projektet er ansættelsen af en studentermedhjælper, som får kontorplads hos Danes Worldwide i København. Denne medarbejder skal blandt andet rådgive studerende, der læser i udlandet eller overvejer at gøre det. Hvis du er bosat i København og brænder for at hjælpe andre danskere, der studerer i udlandet, hører vi meget gerne fra dig. Mere information om jobbet: www.dsabroad.dk/er-du-dsa-og-danes-worldwides-nye-studentermedhjaelper
Vi er sikre på at projektet vil forbedre vores rådgivning, samt frigive resourcer til at fokusere på den politiske repræsentation og dermed være til gavn for alle vores medlemmer!
Hold dig opdateret på Facebook og her på hjemmesiden for nærmere information om det kommende fællesmedlemskab.
Danes Worldwide’s generalsekretær Anne Marie Dalgaard med DSAs præsident Mikkel Harsdorf Lauritzen efter et godt møde på Danes’s kontor i København.