Fredag den 5. december drog Danish Students Abroad til Kolding for at deltage i et seminar sammen med 15 vejledere fra Studievalg-centrene i Jylland. Generelt er Studievalg-centrene aktive i forhold til at oplyse og vejlede om studier i udlandet, selvom hovedparten af de henvendelser, Studievalg får fra unge, drejer sig om vejledning om studier i Danmark. Dog oplever alle centre, ligesom DSA at interessen for studier i udlandet er stigende. For eksempel har Studievalg Sydjylland løbende lavet informationsmøder om udlandsstudier, hvor mere end 400 unge indtil videre har deltaget.
Dog oplever Studievalg-vejlederne, at det kan være svært at nå rundt om alle aspekter ved studier i udlandet på halvanden times tid en hverdagsaften samtidig med at det kan være udfordrende at vide, hvor man skal indhente information omkring udlandsstudier, for at hjælpe de studerende. DSAs rådgivning er skræddersyet til studier i udlandet og vi forsøger at samle så meget information som muligt på vores hjemmeside, til brug for både studievejledere og elever.
Studievalg-vejlederne er dedikerede og vil ligesom DSA gerne arbejde for at flere får mulighed for at studere i udlandet. Studievalg har de rette pædagogiske værktøjer til hjælpe unge videre. I DSA er vi nu blevet klogere på, hvordan Studievalg-centrene arbejder, og hvordan vi kan støtte hinanden i at udbrede kendskabet til nogle af de mange muligheder, der findes i udlandet.