Foto: Privatfoto
Hvad og hvor læser du/er du i praktik?
Jeg er kandidatstuderende ved det juridiske fakultet på Københavns Universitet, og er i øjeblikket i gang med et 5-måneders praktikophold ved Sekretariatet for FN’s højkommissær for menneskerettigheder i Geneve.
Hvorfor lige det og dér?
Jeg har stort set under hele mit uddannelsesforløb været vild efter at få så meget praktisk international erfaring, som det har været muligt som del af mit studie. Derfor har jeg haft mange forskellige studiejobs, været på sommerskoleophold på LSE, og da jeg fandt ud af at man som studerende har mulighed for at stifte direkte bekendtskab med en organisation som FN, og endda få opholdet meritoverført som afløsning af et fag, kunne jeg ikke finde en eneste god grund til ikke også at gribe denne enestående mulighed. Jeg fandt derudover FN og menneskerettighedskontoret særligt spændende fordi jeg interesserer mig for international politik og diplomati.
Hvordan financierer/financierede du dit ophold?
Jeg finansierer mit ophold med min SU, et par legater jeg har modtaget, heriblandt Eramus+ stipendiet, og midler fra mit sideløbende arbejde som studentermedhjælper på Det Juridiske Fakultet i København.
Hvordan er det at læse/være i praktik X i X?
Helt vildt! Arbejdspladsen er hamrende dynamisk, og der sker noget hele tiden i verden, som FN skal forholde sig til og som man derfor også som medarbejder skal forholde sig til. Fordi der er så mange forskellige synspunkter og baggrunde samlet ved FN, er det langt fra altid en nem opgave at finde ud af hvad ens holdning til en given konflikt egentlig er. Siden jeg startede har jeg fået indsigt i mange forhold som har gjort, at jeg måtte ændre og/eller justere dét jeg frem til da har gået og ment og hævdet, fordi jeg fandt ud af at der ikke var ordentlig belæg for det. For mig er det selve essensen i et interessant arbejde – at man lærer noget nyt om verden og derved også sig selv hver eneste dag man møder på arbejde.
Én af de andre helt fantastiske ting ved at arbejde ved FN er kollegaerne og netværket. Med hånden på hjertet kan jeg uden at blikke sige, at jeg aldrig har oplevet så mange forskellige, anderledes, men forstående kollegaer i mit liv. Jeg husker helt tydeligt, da jeg sad rundt om bordet ved første medarbejdermøde, og jeg kiggede omkring og kunne ved førstehåndsindtryk tælle mindst 12 nationaliteter sidde i samme lokale. Og det var egentlig ikke bare dét at folk kom fra forskellige dele af verden som gjorde indtryk på mig, men mere det faktum at alle bare var som de var, og at dette var helt i orden. På et tidspunkt bad min chef én af kollegaerne om, at udføre en opgave, hvortil kollegaen svarede, ”I will do that, InshAllah”, og min chef svarede bare ”Thanks!”. Det første jeg undrede mig over var, hvornår jeg sidst havde været på en arbejdsplads, hvor så forskellige kulturer mødes og hvor der ingen forventning er til medarbejderne om, at de skal lægge låg på dele af sig selv for at ’gavne’ eller ’passe ind’ i fællesskabet. Og det næste jeg tænkte var, hvor var det bare befriende at opleve hvor nemt og ubesværligt det kan være at ubetinget acceptere hinandens forskelle – uden et behov for efterfølgende at skulle dreje samtalen ind på religion, terrorisme, kvindeundertrykkelse, eller andre trættende og gennembrugte stereotyper og generaliseringer. Måden folk accepterer hinanden på, har været så ufatteligt stort for mig og har taget mig med storm. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg er et langt rigere menneske i dag end jeg var for 5 måneder siden, trods byen er en af de dyreste i verden!
Lever det op til dine forventninger?
Ja! Men jeg skal være ærlig og sige at jeg egentlig ikke rigtig havde nogle forventninger. Selve arbejdet er ikke på så højt akademisk niveau, men det ændrer ikke på, at jeg betragter opholdet som noget af det fedeste og lærerige jeg har oplevet indtil videre i min studietid. Også selve det at bo i en ny by, har været en fantastisk ting; at bo på et såkaldt ”Foyer” (lidt i stil med kollegiet i Danmark), møde nye venner, smage anderledes mad, osv..
Hvad er det bedste og værste ved det?
Det bedste ved at være praktikant ved FN er, at være praktikant ved FN. Det har været enestående at arbejde et sted, som kombinerer så mange verdensdele og akademiske retninger, og som altid er en vigtig spiller i alle internationale forhold og konflikter – det har virkelig føltes stort. Det værste er, at opholdet er ulønnet dvs. der er nogle åbenlyse begrænsninger i forhold til hverdagen generelt. Derudover er én af udfordringerne i forhold til lige netop dette praktikophold, hvor arbejdet har med menneskerettigheder at gøre, helt klart at arbejdet kan være psykisk hårdt, men det vil jeg ikke kategoriserer som bedst eller værst.
Hvad vil du bruge det til senere?
Tja, det ved jeg faktisk ikke. Jeg har aldrig truffet studievalg ud fra en ide om hvad jeg vil bruge dem til senere, eller med en forventning om at de vil bringe mig tættere på en særlig stilling eller position. Jeg lærte i en meget tidlig alder, at dét jeg i starten troede, at jeg ville arbejde med i det lange løb overhovedet ikke var rigtigt var for mig. Mine ambitioner og drømme i forhold til min karriere i dag er så langt væk fra mit udgangspunkt, da jeg begyndte i 2009 som man overhovedet kan komme. Derfor tror jeg at det er hamrende vigtigt at man griber de muligheder og gør de ting som man føler er rigtigst i øjeblikket, for så er det jo rigtigt. Jeg stoler 100% på mit potentiale og mit talent, og stoler på at jeg nok skal befinde mig, hvor jeg gerne vil være, når jeg gerne vil være det. Det kan lyde lidt abstrakt, men min pointe er vel bare, at hvorvidt jeg forsætter min rejse ind i diplomatiens verden eller radikalt ændrer diskurs i morgen kommer ikke til at kunne ødelægge eller formindske dét, jeg har lært i min tid som praktikant ved FN. Tværtimod, jeg tror kun det er med til at gøre mig dygtigere og mere klar til mit næste kapitel i karrieren.
Hvis du kunne ændre en ting i uddannelsessystemet i Danmark mht. udlandsstudier, hvad ville det så være?
Jeg ville ønske at alle studerende ved lov skulle læse eller tage et praktikophold i udlandet i et semester, og at der i den forbindelse var et langt langt langt bedre og mere velfungerende (i form af informationsniveau, synlighed, og tilgængelighed) internationalt studiekontor, som var i stand til rent faktisk at imødekomme alle studerende – både ham fra Antropologi, såvel som hende fra Biologi og ham fra Jura, lige netop der hvor den studerende måtte befinde sig uddannelsesmæssigt men også personligt. Jeg tror dette kunne gøre en kæmpe forskel og være med til, at ambitiøse danske studerende ville føle sig værdsat og anerkendt i stedet for som et problem og en byrde for studiekontoret.