DSA er utrolig stolte over at kunne annoncere, at vi har indgået et samarbejde med Djøf, der vil give alle fagforeningens 22.000 studiemedlemmer 50 procent rabat på DSA Plus-medlemskab. Dette medlemskab giver adgang til alle DSAs arrangementer i Danmark og udlandet, rådgivning i forbindelse med udlandsstudier, en række rabatter samt et attraktivt netværk af andre kommende, nuværende og tidligere udlandsstuderende.
I løbet af de sidste 12 måneder har Djøf og DSA haft et tæt samarbejde omkring arrangementer og skabelse af netværk blandt danske studerende i udlandet. Begge organisationer ser stor værdi i, at flere danske studerende tager en del af deres uddannelse i udlandet og oplever, at der er en stigende interesse i at tage på udlandsophold i løbet af en uddannelse. Som fagforening har Djøf en stærk international profil, og DSA ønsker at bidrage til at deres medlemmer får endnu bedre vejledning og mulighed for at tage til udlandet i løbet af deres uddannelse, fordi vores ambition er, at alle unge danskere skal kende til deres muligheder for at studere i udlandet. Derfor glæder det os, at vi nu har indgået denne samarbejdsaftale med Djøf, hvor 22.000 studerende over hele landet nu får kendskab til vores forening og arbejde.
Mads Sig Møller, projektkoordinator hos Djøf Going Abroad udtaler om aftalen: ”Hos Djøf er vi meget opsatte på at sprede de positive aspekter ved udlandsophold i studietiden til vores studerende medlemmer. Djøf har en ambition om at være den stærke partner i vores medlemmers internationale ambitioner – både under studiet, og efterfølgende når vores medlemmer er trådt ind på arbejdsmarkedet. Samtidig oplever vi en stigende interesse for at gøre karriere i udlandet. Ved at indgå et samarbejde med DSA giver vi vores studerende medlemmer bedre forudsætninger for at få deres internationale ambitioner opfyldt, startende i studietiden. DSA er en meget vidende, professionel og dedikeret organisation, som kan hjælpe vores medlemmer med alle relevante aspekter af et studieophold i udlandet. ”
Er du medlem af Djøf, kan du melde dig ind i Danish Students Abroad for 75 kroner årligt. Klik her for at melde dig ind.
Om Djøf
Djøf er den faglige organisation for jurister, erhvervsøkonomiske og samfundsvidenskabelige kandidater og studerende. Djøf repræsenterer over 80.000 medlemmer, heraf 22.000 studerende.
Blandt Djøfs studerende medlemmer opleves en stigende interesse for studier og praktik i udlandet, og internationale kompetencer efterspørges i højere grad på arbejdsmarkedet. Samtidig indeholder regeringens internationaliseringsstrategi en ambition om 50 procent af en årgang skal til udlandet under deres studietid. Djøf ønsker at være den stærke partner i de studerendes udlandsdrømme.
Derfor har Djøf siden 2013 afviklet seks årlige Going Abroad-arrangementer, der henvender sig til studerende med internationale overvejelser. Til disse arrangementer har Djøf samlet de væsentligste aktører, herunder DSA.. Formålet er at give konkret viden til studerende der overvejer udenlandsophold og give indblik i virksomhedernes interesse og vægtning af udenlandske erfaringer når de rekrutterer nye medarbejdere. Deltagerne møder andre studerende der tidligere har været på praktik- eller studieophold i udlandet, og udnytter derved andres erfaringer til at gøre deres egen forberedelse lettere.
Derudover har Djøf også et LinkedIn Verdenskort og fysiske netværksgrupper i udlandet. Her kan man komme i kontakt med andre Djøf’ere der befinder sig i udlandet. I Danmark arrangeres ligeledes 8-10 årlige internationale arrangementer, om for eksempel karriere i FN, EU og OECD, samt hvordan man omsætter sine internationale tilegnede kompetencer til et dansk arbejdsmarked. Som noget nyt er det nu også muligt at blive medlem af Djøf, selvom man bor og studerer i udlandet. Dermed får studerende i udlandet mulighed for at via deres medlemskab at få foden indenfor på det danske arbejdsmarked.