Kære DSA’ere,
Jeg hedder Marlene Kongsted og læser medievidenskab på Aarhus universitet.
Jeg skal til at assistere DSA på de sociale medier samt vores nyhedsbrev. I den anledning vil jeg gerne præsentere mig selv og fortælle lidt om hvad der skal ske.
Jeg er en skabsjyde fra Sjælland, nu bosiddende i Aarhus. Her får jeg tiden til at gå med skole, arbejde og håndbold. Jeg er nok en af de medskyldige i at SU blive kaldt cafépenge og så elsker jeg musikvideoer.
Jeg tog 10. klasse på Orara High School i Australien, men ellers har min uddannelse foregået indenrigs.
På vores forskellige profiler vil vi dele en masse nyttig viden, samt have sjove og spændende konkurrencer. Du kan blandt andet på #dsabroad se billeder fra de andre DSA’ere rundt i verden og se hvad de foretager sig, mens du på @dsabroad kan skrive direkte til os på Twitter.
Så hvis du vil undgå et uoverskuelig forløb fuldt med kaos og stress, så følg os på #DSAbroad, @dsabroad, find os på Facebook og Google+ eller tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så er du ikke alene om alle de svære beslutninger i forbindelse med dit udlandsophold.