Der findes flere forskellige engelske sprogtests, der er adgangsgivende til universiteter i udlandet. Testene er et bevis på, at du opfylder de specifikke sprogkrav, der er på din uddannelse. Dog skal du være opmærksom på, at nogle uddannelsesinstitutioner har en særlig tilrettelagt prøve, som kun de bruger – er det tilfældet, vil det også fremgå af institutionens hjemmeside.
Siden gymnasiereformen i 2017 svarer engelsk på B-niveau i gymnasiet officielt til B2 på den europæiske CEFR-skala, og A-niveau svarer til C1. Se mere hos Uddannelses- og Forskningsministeriet.
I det følgende er der en gennemgang af de mest brugte sprogtests samt en henvisning til, hvor du kan tage dem i Danmark.
IELTS (International English Language Testing System)
Testen er designet til at vurdere dine engelskfærdigheder, hvis du vil studere på en uddannelse, hvor engelsk er undervisningssproget.
Prøven opererer med en pointskala, der går fra 0 – 9, hvor 0 indikerer “Did not attempt the test”, og 9 indikerer “Expert user”. Prøven er desuden inddelt i fire underdele, der består af:
- Listening: varer cirka 30 min. og består af 40 spørgsmål.
- Reading: varer cirka 60 min. og består af 40 spørgsmål.
- Writing: varer cirka 60 min. og består af to skriftlige opgaver.
- Speaking: varer 11 – 14 min. og består af tre mundtlige oplæg.
Du kan tilmelde dig prøven hos EDU Danmark.
TOEFL (Test of English as a Foreign Language)
TOEFL er en af de mest anerkendte engelske sprogtests i verden. Som med IELTS er TOEFL designet til at vurdere dine engelskfærdigheder, hvis du vil studere på en uddannelse, hvor engelsk er undervisningssproget.
Du får 0 – 30 point for hver del, og du vil samlet set kunne opnå mellem 0 og 120 point. Du får kun en samlet score, såfremt du har besvaret mindst ét spørgsmål rigtigt i hver delprøve. Prøven består af fire underdele, der tester dig i, hvor godt du behersker følgende:
- Listening: varer 60 – 90 min. og består af 34 – 51 spørgsmål.
- Reading: varer 60 – 80 min. og består af 36 – 56 spørgsmål.
- Writing: varer cirka 50 min. og består af to skriftlige opgaver.
- Speaking: varer cirka 20 min. og består af seks opgaver.
Du kan tilmelde dig prøven hos Studieskolen.
PS består du ikke prøven i første omgang, er der heldigvis mulighed for at tage den igen.