Men det koster jo 90.000 kroner om året?!”
Sådan lød min mors første reaktion, da jeg fortalte hende, at jeg var gået i gang med at søge ind på Cambridge. Jeg sad i Jordan, midt i mit sabbatår, og min nye plan var på mange måder langt fra sociologi på KU via kvote 1, hvilket havde været den klare plan, da jeg sommeren forud havde stået med huen på hovedet og værelset pakket ned. Senere har hun fortalt mig, at hun et lille sted inden i sig selv håbede, jeg ikke kom ind; så havde jeg prøvet, det lykkedes ikke, og jeg var taget til Købehavn, hvor uddannelse er gratis. Så havde jeg haft muligheden for at uddanne mig uden at stifte en gæld, der ligger langt over, selv hvad folk, der skruer fuldt op for SU-lånene, ender ud med. På trods af, at hun, nu hvor jeg er på 3. år, stadig med stolthed i stemmen fortæller fremmede, at hun har en datter, der læser på Cambridge, ved jeg godt, at hun er bekymret for det med pengene.
Når man kommer fra parcelhusforstaden til en middelstor jysk provinsby, er 270.000 for en bachelorgrad, inden man har taget SU-lån, rigtigt mange penge (det er det jo i virkeligheden for langt de fleste). Nogle gange tænker jeg på, om det ville have været lettere for mine forældre at slutte fred med tanken, hvis de selv havde været akademikere. Der kan til tider føles uendeligt langt fra latinske bordbønner, kapper, spir og en rigid vejleder som er medlem af kongefamilien, til det gule murstenshus omkranset af en utæmmelig ligusterhæk. I den ene verden kan man nemt ’komme til’ at bruge 1500 kroner på et bal, i den anden virker gymnasiets gensynsfest til 270 en anelse pebret. Ens verden er en anden efter blot en god times tid i fly.
Nogle gange har jeg da også selv været i tvivl: er det alle pengene værd? Ville det ikke have været nemmere at blive i Danmark? Selvfølgelig ville det være lettere på rigtigt mange parametre, men jeg tror aldrig, jeg har valgt den letteste vej gennem tilværelsen, og jeg er meget taknemmelig over overhovedet at have fået denne mulighed. Jeg er meget bevidst om, at jeg aldrig havde fået denne mulighed hvis ikke det var for velfærdsstaten med vores SU samt de EU-regler, der gør at jeg ikke skal betale 270.000 kroner om året som min veninde fra Australien gør. Jeg tror, jeg for det meste bare fortrænger det med pengene og har overbevist mig selv om, at det hele nok skal gå. Det gør det.