Kommentar i Berlingske: Her er de tre største problemstillinger for vores udlandsstuderende

Danmark er ikke interesseret i at hente sine talenter hjem når de har læst på universiteter  rundt omkring i verden—det er i hvert fald det indtryk man får, når man kaster et blik over  optagelseskrav og snakker med unge danskere der har siddet fast i en urimelig proces. 

Adskillige forhindringer står i vejen for unge der gerne vil vende snuden hjem mod Danmark— som jo er et fantastisk land at bo i—efter udlandsstudier. Bliver bare nogle af  dem løst, kan det bidrage til at afhjælpe den nuværende situation af manglende  arbejdskraft og gøre Danmark et rigere og mere innovativt land.  

Vi ved faktisk ikke præcis hvor mange danskere der rejser ud for at læse i andre lande, men  et gæt ligger på omkring 5000 per år. Nogle af disse læser blot et semester ude, andre tager  hele bachelor- eller kandidatgrader udenfor Kongerigets grænser—og hvad der driver disse unge til at søge ud er meget varieret. For nogles vedkommende, findes studiet ikke i  Danmark. Andre har måske fået tilbudt en plads på verdens bedste universitet indenfor  deres fag. Og andre igen drives af en lyst til stå på egne ben i et fremmede land for at se  hvad de kan lære om sig selv og deres omverden undervejs.  

Der er mange årsager til at danske unge tager til udlandet for at studere og på trods af  mange forhindringer vil der altid være en gruppe som tager afsted. Det kan dog være svært  at vende hjem igen og en del af disse talenter vælger derfor at blive i udlandet. Unge  danskere, som har læst I udlandet, er nemme at få ind på det danske arbejdsmarked fordi  de allerede kan sproget og forstår dansk kultur. Derudover sikrer man at de kundskaber,  som SU-ordningen har støttet (i hvert fald delvist) igennem flere år i udlandet, også kommer  hjem og gør gavn i Danmark. Der findes tre store problemstillinger, der står i vejen for  mange udlandsstuderende.  

Først, bør man ændre fagkravene til kandidatuddannelser, for at unge med en udenlandsk  bachelor lettere kan leve op til kravene. Har man en bacheloruddannelse i International  Relations fra LSE, som jeg for eksempel har, kan man ikke læse videre på Københavns  Universitet, fordi LSE (ligesom næsten alle andre udenlandske universiteter) ikke tilbyder et  eksplicit metodefag, som man har det på KU. Man har i høj udstrækning lært de samme  ting, men fagene er bare organiseret en smule anderledes. Her bør man lade sig inspirere af  de amerikanske og britiske systemer, som er meget fleksible i forhold til hvilke bachelorer  man kan søge ind på kandidatuddannelser med.  

For det andet, bør ét-årige kandidater i højere grad anerkendes som tilsvarende to-årige  danske kandidater. Har man for eksempel taget en 1-årig kandidat i England, og derefter  fundet job i Danmark, bliver man ofte kun aflønnet som bachelor-uddannet. I andre tilfælde  er det svært overhovedet at finde et arbejde som godkender en 1-årig kandidat. Det er på  tide at man udvider horisonten bare lidt, og anerkender at kandidater i andre formater end  den klassiske på to år også kan være værdifulde og kvalificerende. Med andre ord: ansæt på  kompetencer og ikke papirer.  

Sidst, vil det kun gavne det danske arbejdsmarked at flere arbejdspladser bliver åbne for  folk med ’kun’ en bachelor. Man vil ikke lade os tage en kandidat i Danmark, og danske  virksomheder vil heller ikke lade os arbejde uden en kandidat. Det danske arbejdsmarked  mangler i den grad arbejdskraft—i en undersøgelse udført af Dansk Industri svarer over 

halvdelen af virksomhederne at manglen på arbejdskraft er den største udfordring de ser  lige nu. Og udlandsdanskere er en stor uudnyttet pulje—hvor stor, vides ikke, da der ikke  opgøres statistik over dem. De kommer med anderledes talenter og perspektiver fra deres  tid i udlandet, hvilket kun kan gavne i både det private og det offentlige. Det er jo ofte nye  ideer og anderledes oplevelser end de vante der giver anledning til innovation og mere  effektive processer. For at få flere i arbejde, bør man aktivt se på hvilke stillinger der ligeså  vel kan fyldes af bacheloruddannede unge. Under den forrige regering indførte  uddannelsesminister Tommy Ahlers tiltaget ’bachelorløftet’, hvor over 100 virksomheder  lovede at ansætte flere bachelorer. Kunne man forestille sig at den ide kan blive genoplivet? 

Vi skal ikke være bange for dem der har vovet sig ud i det store udland, bare fordi deres  uddannelser ikke er kernedanske. Tværtimod vil det gavne det danske samfund økonomisk,  kulturelt og innovationsmæssigt, at vi står med åbne arme og byder dem velkommen hjem igen.