Kina som studiedestination

Uddannelse i Kina er en spændende måde at stifte bekendtskab med en anden del af verden. Blandt fordele er muligheder for at lære et fremmedsprog og god finansiering.

Indledning

Kina er et spændende studieland for de lidt mere eventyrlystne. Mange uddannelser er i verdensklasse, og der er rig mulighed både for at studere på engelsk og for at lære kinesisk til dagligdags- eller studiebrug. Kinesiske uddannelser er ikke gratis, men der er en lang række stipendier til internationale studerende, hvilket kan gøre uddannelse i Kina til en økonomisk meget attraktiv mulighed.

Under studierne vil man kunne udforske et land, hvis natur og kultur begge er meget anderledes end Danmark. Studerer man noget, som har med f.eks. kultur, historie eller politik at gøre, vil man også komme til at stifte bekendtskab med og måske lære af et andet verdenssyn. Mange studerende benytter sig af opholdet til at rejse i andre dele af sydøstasien, som selvfølgelig er langt mere tilgængelige fra Kina end fra Danmark.

Overvejer man at flytte til Kina for at studere, bør man læse Udenrigsministeriets rejseguide. Det fremgår, at landet generelt er sikkert, men at der er hårde straffe for besiddelse af narkotika, samvær med prostituerede og kritiske ytringer om Kina på internettet. Den kinesiske stat udøver censur på internettet, og mange populære hjemmesider er blokeret. De fleste vælger derfor at tegne abonnement på en VPN-service, som gør det muligt at omgå censuren.

Uddannelsessystem

Kina har tusindvis af uddannelsesinstitutioner, hvoraf lidt under tusind er kvalificerede til at modtage internationale studerende. Bacheloruddannelser tager typisk fire år at gennemføre, mens kandidatuddanenlser tager to til tre år, og ph.d.-studier varer normalt tre år. Generelt tager uddannelser, ud over ph.d.-grader, altså lidt længere i Kina end i Danmark.

Nogle af Kinas bedste universiteter er medlemmer af sammenslutningen C9 League, som er inspireret af USAs Ivy League. Universiteterne findes i Kinas største byer, bl.a. Beijing og Shanghai, og modtager stor økonomisk støtte fra staten. C9 League er i det sidst årti steget markant på de internationale ranglister – f.eks. ligger Tsinghua University for øjeblikket nr. 15 ifølge QS World University Ranking. Universiteter i C9 League tilbyder også adskillige double-degree programmer på kandidatniveau, hvor man får to kandidatgrader på én gang. Peking University i Bejing samarbejder eksempelvis med Science Po i Paris og LSE i London. 

Campus China har en nyttig søgemaskine, hvor man kan finde videregående uddannelser efter bl.a. undervisningssprog, niveau og fag.

Sprog

En række sprog tales i Kina, hvoraf det mest talte er mandarin, som også for det meste er undervisningssproget på uddannelsesinstitutioner. Hvis man ikke ser sig i stand til at studere på mandarin, er der heldigvis gode muligheder for at studere på engelsk.

Udenfor uddannelsesinstitutioner er engelsk ikke udbredt, så uanset studiesproget giver et ophold i Kina gode muligheder for at lære kinesisk. Kendskab til kinesisk kultur og sprog er både givende og kan medføre karrieremæssige fordele senere.

Sprogtest

Hvis du vil søge optagelse på en kinesisksproget uddannelse, skal du tage en kinesisk sprogtest kaldet HSK (hanyu shuiping kaoshi). Testen er opdelt i seks niveauer, som svarer mere eller mindre til den europæiske CEFR-skala. I modsætning til mange andre lande er der ikke ét bestemt niveau, man skal have for at kunne studere på kinesisk. I stedet sætter universiteterne deres egne niveauer, så de mest eftertragtede universiteter er typisk dem, som har de højeste krav til ansøgeres sprogkundskaber. Man kan læse mere og finde en liste over mange populære universiteters sprogkrav på ImproveMandarin.

Du kan tage HSK-testen fire forskellige steder i Danmark:

  • Confucius Institute for Innovation Learning at Aalborg University
  • Niels Steensens Gymnasium
  • Copenhagen Business Confucius Institute
  • Confucius Institute at International Business Academy

Hvis du vil søge optagelse på en engelsksproget uddannelse, skal du tage engelsk sprogtest. Du kan vælge mellem TOEFL og IELTS.

Sprogkurser i Kina

Sprogundervisning kan med fordel kombineres med ophold i landet, hvilket også kan være med til at accelerere indlæringen.

Der er mange private sprogskoler, der udbyder undervisning i kinesisk, enten individuelt eller i hold, men et rigtigt godt, og ofte langt billigere alternativ er at læse på universiteter. Afhængigt af hvor du søger ind, vil du studere sammen med andre unge fra hele verden, inklusiv mange koreanere og japanere. Desuden vil du være helt tæt på de lokale kinesiske studerende og opleve et autentisk kinesisk universitetsmiljø.

Det skal dog siges, at de forskellige universiteters sprogkurser varierer meget i kvalitet. For selvom Tsinghua og Peking University er blandt de bedste universiteter i Kina, er de ikke nødvendigvis meget bedre til at undervise i kinesisk end Beijing Language & Culture University (BLCU), som er et mindre universitet. BLCU har i stedet specialiseret sig i kun at undervise i kinesisk, og det er også dem, der skriver de fleste bøger, man bruger i kinesiskundervisningen på C9-universiteter. Derudover er BLCU markant billigere at læse hos end C9-universiteter. Til gengæld er studiemiljøerne på C9-universiteter markant mere seriøse, og man vil kunne få adgang til bedre faciliteter og flere frynsegoder. 

Udgifter til studier

I sammenligning med engelsktalende lande er det forholdsvist billigt at studere i Kina. Ifølge Times Higher Education ligger studieafgifter typisk mellem 11.480 og 20.880 yuan (ca. 11.000-20.000 kr. om året), men medicin, ingeniørvidenskab og forretning er ofte væsentligt dyrere. Studieafgifter varierer fra uddannelse til uddannelse, så det er bedst at undersøge på universitetets egen hjemmeside.

Ligesom mange andre ikke-vestlige lande tilbyder Kina en stor mængde stipendier for internationale studerende til studier på alle niveauer, inklusiv de et-årige sprogkurser nævnt ovenfor. En god gennemgang af de forskellige typer stipendier, som bl.a. inkluderer stipendier fra den kinesiske stat og fra universiteterne selv, kan findes på StudyInChina.

Et af de bedst betalte stipendier er det, som udbydes af den kinesiske stat selv. Stipendiet dækker studieafgifter, bolig og andre leveomkostninger på 2500-3500 yuan (2400-3400 kr.), afhængigt af uddannelsesniveau. Flere detaljer og en liste over de 282 institutioner, som modtagere af det statslige stipendium kan gå på, kan findes hos Chinese Scholarship Council.

Udover statsstipendier udbyder 184 universiteter deres egne (statsfinansierede) stipendier til internationale studerende. På Campuschina finder man en liste over alle stipendier til internationale studerende, som kan sorteres efter bl.a. type, universitet og mere.

Blandt stipendier bør Yenching Academy og Schwarzman College også nævnes. De er Kinas mest prestigefulde kandidatprogrammer, og begge er inspireret af det britiske Rhodes Scholar-program. Programmerne er etårige kandidatuddannelser, som foregår på hhv. Peking University og Tsinghua University (begge i Beijing), og optager hver 150-200 kandidater om året. Antallet af ansøgninger begge steder er over 5000, men dem, der slipper gennem nåleøjet, vil blive undervist af dygtige professorer fra hele verden og få dækket leveomkostninger hele året. Schwarzman College blev grundlagt med økonomisk hjælp fra forretningsmand Stephen Schwarzman i 2016, mens Yenchin Academy blev grundlagt i 2015 og får massiv økonomisk støtte fra den kinesiske stat.

Finansieringsmuligheder

Hvis ens universitet og uddannelse er offentligt anerkendt i Kina, har man normalt mulighed for at modtage SU, mens man studerer. Hvis man studerer på kandidatniveau, kan man også få et udlandsstipendium til at dække eventuelle studieafgifter. Læs evt. mere i vores artikel om SU og udlandsstipendium.

Praktiske forhold

Vil man studere i Kina, er det vigtigt at være opmærksom på de følgende praktiske forhold.

Visum

Studerende i Kina skal bruge et såkaldt X-visum; X1 for ophold på mere end et halvt år og X2 for ophold op til et halvt år. Får man et X1-visum, vil det gælde for én indrejse til Kina indenfor 90 dage. Efter indrejse skal man ansøge om opholdstilladelse. Det koster i alt 525 kr. at søge om et studievisum, og ansøgningen sker gennem visumcentret i København. Se evt. mere på Travel China Guide.

Det er tilladt for internationale studerende i Kina at arbejde på deltid. Man skal dog først ansøge om tilladelse hertil gennem sit universitet.

Sygesikring

Det er obligatorisk for studerende, som skal opholde sig i Kina i over seks måneder, at have privat sundhedsforsikring. Hvis man skal til Kina på udlandsophold i mindre end seks måneder, kan en rejseforsikring også dække ens behov.

Studerende i Kina har en del forsikringer at vælge imellem. Den mest skrabede er Ping An, som koster 800 yuan (ca. 770 kr.) om året. Study International giver et godt overblik over de forskellige forsikringspakker, som er tilgængelige. Vi anbefaler selvfølgelig DSAs egen forsikring, som er skræddersyet til danske udlandsstuderende. Ud over sundheds-, ulykke- og bagageforsikring dækker den også under ophold i Danmark, da danske studerende mister adgangen til dansk sygesikring efter et år i udlandet.

Leveomkostninger

En aktuel og deltaljeret guide til omkostninger kan findes hos Study International.

Kombination med dansk uddannelse

Kina er ikke med i Erasmus-programmet, hvilket betyder, at man ikke vil modtage et Erasmus-stipendium, hvis man tager på udveksling i landet. Man kan dog stadig sagtens tage på udveksling i Kina. Mulighederne afhænger delvist af, hvorvidt ens eget universitet har en aftale med et kinesisk universitet. Udvekslingsaftaler har den fordel, at ophold er forholdsvist lette at arrangere, og der er ikke studieafgifter at betale. Hvis der ikke er en udvekslingsaftale, kan man tage på selvarrangeret ophold og få udlandsstipendium til dækning af studieafgifter. Læs evt. mere i vores artikel om udlandsophold.

Sino-Danish Center

Det dansk-kinesiske universitetssamarbejde Sino-Danish Center for Education and Research (SDC) gør det muligt for danske studerende at tage en hel kandidatuddannelse i Kina og komme hjem med en dobbeltgrad og en oplevelse for livet. På flere af uddannelserne er der desuden mulighed for et praktikophold i en virksomhed i Kina eller et andet sted i verden. Som kandidatstuderende på SDC har du både kinesiske og danske undervisere samt medstuderende, og SDC har et studiekontor på campus med både danske og kinesiske ansatte.

SDC udbyder følgende uddannelser inden for samfunds- og naturvidenskab:

  • Innovation Management
  • Public Management and Social Development
  • Neuroscience and Neuroimaging
  • Nanoscience and Technology
  • Chemical and Biochemical Engineering
  • Water and Environment
  • Life Science Engineering and Informatics
  • International Food Quality and Health

Uddannelserne foregår på det kinesiske universitet University of Chinese Academy of Sciences (UCAS) i Beijing, nærmere bestemt på deres Yanqihu campus 60 km. nord for Beijing centrum. Hvis du er blevet nysgerrig, så kan du læse mere på deres hjemmeside og facebook-side samt følge dem på Instagram for at få et indblik i hverdagen som studerende i Beijing.

Anerkendelse af uddannelser i Danmark

Skal man tage en hel uddannelse i udlandet, er det vigtigt at undersøge, om der er sandsynlighed for, at man ville kunne få sin uddannelse anerkendt i Danmark efterfølgende, hvis man f.eks. vil bruge den som grundlag for at søge job.

Det er altid en god idé at se efter i Uddannelses- og Forskningsministeriets vurderingsdatabase, om ens ønskede eller en lignende uddannelse allerede er blevet vurderet. Dog er det vigtigt at bemærke, at en anerkendelse aldrig kan gives på forhånd, så det bedste man kan gøre er at undersøge sandsynligheden for, at ens uddannelse vil blive anerkendt. I mange tilfælde er anerkendelsen naturligvis mere eller mindre garanteret.

Har man en udenlandsk uddannelse og ønsker på baggrund af denne at søge en videregående uddannelse ved et dansk universitet, er proceduren anderles. Her gælder det enkelte universitets optagelseskriterier, som tit kan indeholde krav til gennemførte moduler. Derfor er det vigtigt at undersøge optagelseskriterier i Danmark og planlægge sin uddannelse derefter, hvis man f.eks. vil gennemføre sin bacheloruddannelse i udlandet og sin kandidatuddannelse i Danmark.

 

Kontakt os

Hvis man har spørgsmål, som ikke er besvaret i denne artikel, eller brug for personlig vejledning, er man mere end velkommen til at udfylde vores kontaktformular og få hjælp af vores studievejleder.

Indhold

Har du overvejet at støtte DSA?

Vores artikler kan læses af alle, men vi opfordrer dem, der kan, til at blive betalende medlem. Det koster ikke meget og hjælper os til at kunne fortsætte med at hjælpe studerende i udlandet, da medlemskontingenter er vores eneste indtægtskilde.

Hvis du allerede er medlem, kan du logge ind nedenfor.

Email-adresse
Adgangskode
Husk mig
Glemt adgangskode