Udlandsstudier under coronavirus

Coronavirus/COVID-19-krisen har medført stor usikkerhed for udlandsstuderende. Her forsøger vi at klargøre en række spørgsmål mht. bl.a. SU, sygesikring med mere.

I DSA modtager vi mange henvendelser fra nuværende og kommende studerende i udlandet, som er i tvivl om, hvordan de skal forholde sig til coronakrisen. Mange har valgt at tage tilbage til Danmark, mens andre er blevet i deres studieland og dermed helt eller delvist afskåret fra familie og venner i Danmark. Nedenfor forsøger vi at besvare de generelle spørgsmål, som vores medlemmer og andre udlandsstuderende måtte have. Hvis du har yderligere eller uddybende spørgsmål, er du naturligvis mere end velkommen til at kontakte os via email eller Facebook.

Skal man blive i sit studieland eller tage tilbage til Danmark?

Det bedste råd er at træffe et valg og holde fast ved det. Vigtigst er det at undgå unødig international rejse, hvilket selvfølgelig gør det oplagt for mange at vælge at opholde sig i Danmark. Danske statsborgere kan dog altid rejse ind i Danmark, så hvis man vælger at opholde sig i sit studieland, kan man stadig rejse til Danmark, hvis det er absolut nødvendigt. Mange lande anerkender studier som en grund til indrejse, så studerende, som for øjeblikket opholder sig i Danmark men har brug for at vende tilbage til deres studieland, har ofte mulighed for at gøre det.

Mange lande har iværksat strengere nedlukning end Danmark, hvilket man naturligvis skal følge, hvis man bor der. For danske studerende, hvis studiested kun udbyder fjernundervisning, kan det derfor være fordelagtigt at opholde sig i Danmark. Andre landes strengere nedlukning er selvfølgelig begrundet, men på samme tid kan den medfølgende isolation være skadelig for især internationale studerendes psykiske helbred.

SU

Under normale omstændigheder må kun en vis proportion af en uddannelse foregå som fjernstudium, hvis den skal være SU-berettiget. Dette gælder dog ikke for uddannelser, som ikke oprindeligt er tilrettelagt som fjernstudier men midlertidigt foregår som sådan pga. coronakrisen. Med andre ord kan man altså stadig modtage SU, selvom man studerer hjemmefra.

Hvis man officielt flytter ind hos sine forældre, vil man normalt begynde at få SU som “hjemmeboende”, hvilket er omkring halvdelen af det beløb, som “udeboende” modtager. Sker dette, kan man dog kontakte SU-styrelsen og argumentere for, at man kun opholder sig hos sine forældre midlertidigt pga. COVID-19. Se evt. mere allernederst på SU-styrelsens side om COVID-19.

Skat

Personer, som har meldt sig som udflyttet fra Danmark, vil som standard kun betale dansk skat af indkomst fra Danmark – typisk SU. Opholder man sig i Danmark i mere end tre måneder (sammenhængende), bliver man skattepligtig i Danmark. Det samme gør sig også gældende, hvis man gennem en kombination af kortere ophold sammenlagt har været til stede i Danmark i over 180 dage i løbet af en periode af 12 måneder. Dette har altså ikke betydning for studerende, hvis indkomst udelukkende består af SU, men kan have betydning for folk, som modtager f.eks. løn eller stipendier fra udlandet. Ikke alle stipendier beskattes, f.eks. er stipendier til dækning af studieafgifter typisk skattefrie.

Man kan læse mere om beskatning af stipendier hos Skat og søge om et bindende svar, hvis man er i tvivl. Desværre er vi i DSA ikke kompetente til at give yderligere vejledning om skatteforhold.

Sygesikring

Hvis man er registreret som udflyttet fra Danmark, holder man, med mindre det er for et ophold på under et år, op med at være sygesikret. Det vil altså sige, at man ikke har adgang til læge- og hospitalsbehandling i Danmark, indtil man melder sig som indrejst. Bestemte servicer, herunder coronatests, er dog frit tilgængelige for alle uanset sygesikring. Hvis man er i Danmark med en udenlandsk partner, kan denne også blive testet uden et CPR-nummer.

Studerende i andre EU-lande, som er dækket af den offentlige sygesikring i studielandet, vil typisk kunne få et blåt sygesikringsbevis fra studielandet. Med det kan man komme til lægen eller på hospital i nødstilfælde, hvis man er på midlertidigt ophold i Danmark. Studerende i lande udenfor EU bør undersøge, om de har en rejseforsikring eller lignende, som dækker ved ophold i Danmark. Læs mere nedenunder om dækning for medlemmer af DSA+, som har tegnet studieforsikring gennem os.

I en håndfuld EU-lande, herunder Tyskland, Østrig, Irland, Ungarn og Polen, er det muligt at blive registreret som sygesikret med tilknytning til Danmark, hvorved man også får et såkaldt særligt sundhedskort. Har man det, er man også dækket af dansk sygesikring under ophold i Danmark.

Særligt for studerende udenfor EU og Storbritannien

Studerende i lande, som kræver et studievisum, bør undersøge betingelserne for visummet. De vigtige spørgsmål er:

  1. om der er grænser for, hvor længe man kan opholde sig udenfor studielandet,
  2. om der er undtagelser pga. coronakrisen,
  3. og om man kan forlænge sit ophold, hvis man færdiggør sin uddannelse men ikke kan rejse hjem pga. coronakrisen.

Særligt for studerende i Storbritannien

Danske studerende i Storbritannien, som ankom før d. 1. januar 2021, har mulighed for at søge om pre-settled eller settled status, alt efter hvor længe de har boet i landet. Man kan søge indtil d. 30 juni 2021 (så længe man ankom før d. 1. januar), og pre-settled og settled status giver ret til fri ind- og udrejse (afhængigt af de gældende coronavirus-restriktioner) samt til at arbejde. Alle med pre-settled og settled status er også dækket af den offentlige sygesikring og har dermed fri adgang til læge- og hospitalsbehandling.

Pre-settled status varer i fem år, og man kan opholde sig udenfor Storbritannien i op til to år uden at miste pre-settled status. For folk, som ønsker at bo i landet i længere end fem år er det dog ekstremt vigtigt at være opmærksom på, at settled status kun kan opnås efter fem års kontinuerligt ophold i Storbritannien. Kontinuerligt ophold forstås som, at man på intet tidspunkt har været udenfor landet i mere end seks måneder i løbet af en given periode på 12 måneder, men der kan gives dispensation for ét enkelt ophold på op til tolv måneder, hvis det er begrundet med f.eks. COVID-19. Hvor vidt dispensation kan gives er en individuel vurdering, så det er bedst at undgå at havne i den situation. Hvis ens pre-settled status udløber, men man ikke har ret til settled status, må man ansøge om et visum.

Kommende udlandsstuderende

Mange danskere, som håber at studere i udlandet indenfor en nærmere fremtid, er blevet i tvivl om, hvor vidt de bør udsætte eller aflyse deres planer. Dette gælder især for studerende på danske uddannelser, som håbede på at tage til udlandet på udveksling, da nedlukning nemt kan vare ligeså længe som et udvekslingsophold.

Ligesom for nuværende udlandsstuderende må det komme an på en individuel vurdering, om det er bedst at holde fast ved sine planer eller blive i Danmark. Omstændighederne og de gældende regler varierer drastisk fra land til land og kan også ændre sig med kort varsel. Hvis man beslutter sig for at tage til udlandet for at studere under de normale omstændigheder, bør man berede sig på at blive – det er især vigtigt at have en fast bopæl og sygesikring eller sundhedsforsikring.

De, som gerne vil på udlandsophold men endnu ikke har besluttet sig for et land, bør selvfølgelig satse på et land, hvor indrejse overhovedet er muligt. Derudover er det fornuftigt at kigge efter lande, som generelt ikke har været hårdt ramt af COVID-19 og ikke har en tendens til streng nedlukning, da det kan være svært at finde sig til rette som international studerende under en komplet nedlukning. Det er også vigtigt at undersøge, om et givent land har gode rejseforbindelser med Danmark.

DSA Forsikring

En række af vores medlemmer har tegnet studieforsikring med vores samarbejdspartner Aon. Aon-forsikringen dækker fortsat studerende på ophold i udlandet under de nuværende forhold.

Hvis man vælger eller ser sig nødsaget til at opholde sig i Danmark, dækker forsikringen i op til 12 uger. Studerende med ICS Complete-pakken vil altså også have sundhedsforsikring i op til tolv uger under ophold i Danmark, hvis de ikke er dækket under dansk sygesikring. Flere detaljer om forsikringens dækning kan findes i dækningsoversigten.

 

Kontakt os

Hvis man har spørgsmål, som ikke er besvaret i denne artikel, eller brug for personlig vejledning, er man mere end velkommen til at udfylde vores kontaktformular og få hjælp af vores studievejleder.

Del:

Indhold

Har du overvejet at støtte DSA?

Vores artikler kan læses af alle, men vi opfordrer dem, der kan, til at blive betalende medlem. Det koster ikke meget og hjælper os til at kunne fortsætte med at hjælpe studerende i udlandet, da medlemskontingenter er vores eneste indtægtskilde.

Hvis du allerede er medlem, kan du logge ind nedenfor.

Email-adresse
Adgangskode
Husk mig
Glemt adgangskode