SU og udlandsstipendium

Som udgangspunkt har man mulighed for at få SU ved de samme typer af uddannelser i udlandet, som man kunne i Danmark. Først og fremmest skal man opfylde SU-styrelsens generelle betingelser for at modtage SU, som gælder, lige meget om man studerer i Danmark eller et andet land. 

Bacheloruddannelse

For uddannelser uden for Norden (Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island) er det maksimale antal SU-klip, man kan få, 48, svarende til fire års uddannelse. Dette er i modsætning til, hvis man går på en uddannelse i Danmark eller et andet nordisk land, hvor man generelt vil kunne få op til seks års SU. Se evt. mere om SU-klippekortet på SU-styrelsens egen hjemmeside.

Efter en bachelorgrad af tre års varighed i udlandet vil man altså kun have SU-klip svarende til at kunne læse et år længere udlandet. Man har dog mulighed for at optage såkaldt slutlån, som er et månedligt beløb svarende til SU, der skal tilbagebetales efter afsluttet uddannelse. Hurtigstartbonus og lignende har ingen indflydelse på denne begrænsning, som i alle tilfælde forbliver fire år. Vælger man efter færdig uddannelse udenfor Norden at studere i Danmark eller et andet nordisk land, kan man stadig få det fulde antal klip. Man kan altså f.eks. få SU til en fireårig uddannelse uden for Norden og derefter en toårig uddannelse i Norden.

Ved bacheloruddannelser i USA skal man dog være opmærksom på, at det første studieår normalt ikke vil være SU-berettiget, hvis dette fungerer som et alment studieforberedende år.

Kandidat-/masteruddannelse

Ønsker man at læse en kandidatgrad ved et udenlandsk universitet, gælder de samme SU-regler. Hvis man f.eks. har taget en 3-årig bachelorgrad ved et dansk eller nordisk universitet, kan man altså typisk få SU til op til tre års uddannelse i udlandet. Derudover kan man også finansiere sit ophold med et udlandsstipendium eller udlandsstudielån, forudsat at uddannelsen er godkendt til SU.

Som kandidatstuderende er der ligeledes ofte muligheder for at blive tildelt legater.

Fast Track-listen

SU-styrelsen fører en liste over uddannelser i udlandet (inkl. Norden), som er forhåndsgodkendt til SU. Hvis ens ønskede uddannelse allerede er på listen, kan man forvente en behandlingstid på op til 12 dage, før man får svar på sin ansøgning om SU og eventuelt udlandsstipendium. Bemærk, at forhåndsgodkendelsen er pr. enkelt uddannelse, så det er ikke nok, hvis universitetet er på listen, men uddannelsen ikke er det.

For at blive tildelt SU til en uddannelse på Fast Track-listen, skal man kunne dokumentere, at man er endeligt optaget på uddannelsen. Er uddannelsen godkendt og optaget på Fast Track-listen på ansøgningstidspunktet, er man SU-berettiget i hele studieforløbet, og man skal derfor ikke ansøge om at få den fornyet undervejs.

Søg om at få en uddannelse optaget

Er uddannelsen i udlandet endnu ikke på Fast Track-listen, er det muligt at søge om at få den optaget. Behandlingstiden er cirka to måneder, og man behøver ikke at være optaget på uddannelsen, inden man søger om at få den optaget. Fast Track-listen er derfor en dynamisk størrelse, hvortil der løbende bliver tilføjet og godkendt nye SU-godkendte uddannelser i udlandet. Idet listen bliver revideret løbende, vil der også være en risiko for, at uddannelser, der tidligere har været godkendt til SU, ikke længere er på listen eller udløber inden for et par år. Af den grund er det vigtigt at tjekke op på, hvor længe godkendelsen er gyldig. Som regel vil de fleste uddannelser være godkendt og optaget på Fast Track-listen i en periode på fire år, hvorefter man skal genansøge om optagelse. Se mere om processen og den nødvendige dokumentation for at søge om at få en uddannelse optaget på Fast Track-listen på SU-styrelsens hjemmeside.

Du kan læse mere om behandlingstider her.

Udlandsstipendium og udlandsstudielån

Hvis man skal studere en kandidat- eller mastergrad i udlandet på en uddannelse, hvor man betaler en studieafgift, kan man få støtte hertil. Udlandsstipendiet dækker studieafgifter op til det beløb, som ens danske universitet ville have modtaget, hvis man gik på en dansk kandidatuddannelse. Overstiger studieafgiften dette beløb, kan man også modtage et udlandsstudielån til at dække differencen.

Du kan søge et udlandsstipendium hvis:

  • Du skal læse en hel kandidat-/masteruddannelse i udlandet (bachelorstuderende kan altså ikke få udlandsstipendium)
  • Eller hvis du skal på et studieophold, der udgør et led i din SU-godkendte danske uddannelse (også på bachelorniveau), og studieopholdet giver fuld merit.
  • Uddannelsen er optaget på Fast Track-listen
  • Du selv skal betale studieafgift for din uddannelse

Herudover er det vigtigt at fremhæve, at det kun er muligt at få udlandsstipendium i 2 år, hvilket svarer til 120 ECTS-point. Har man eksempelvis tidligere modtaget udlandsstipendium i et halvt år, svarende til 30 ECTS-point, har man altså kun 1,5 år tilbage, hvis det skulle blive nødvendigt at ansøge igen. Stipendiet udbetales forud for et år ad gangen, og pengene er skattefrie.

Se evt. mere hos SU-styrelsen.

Studieophold

Har man været så heldig at få tildelt en plads på et udenlandsk universitet til et studieophold, så er den glædelige nyhed, at man har mulighed for at få SU såvel som et eventuelt SU-lån med til et studieophold i udlandet, såfremt :

  • Studieopholdet indgår som led i ens danske uddannelse
  • Ens uddannelsesinstitution kan give grønt lys for, at studiet er fuldt meritgivende
  • Man ikke allerede har opbrugt alle sine SU-klip
  • Uddannelsen er optaget på Fast Track-listen (er den ikke det, kan man søge om at få den optaget)

Virker et udlandsophold stadig økonomisk uoverskueligt, så er der også mulighed for at opnå ekstra finansiel støtte via legater.

Ved studieophold, som ikke foregår gennem en udvekslingsaftale mellem ens eget universitet og værtsuniversitetet, kan man risikere at skulle betale en studieafgift. Er det tilfældet, vil man typisk kunne modtage et udlandsstipendium og evt. udlandsstudielån til at dække afgiften. 

Læs evt. mere i vores artikel om studieophold.

 

Kontakt os

Hvis man har spørgsmål, som ikke er besvaret i denne artikel, eller brug for personlig vejledning, er man mere end velkommen til at udfylde vores kontaktformular og få hjælp af vores studievejleder.

Indhold

Har du overvejet at støtte DSA?

Vores artikler kan læses af alle, men vi opfordrer dem, der kan, til at blive betalende medlem. Det koster ikke meget og hjælper os til at kunne fortsætte med at hjælpe studerende i udlandet, da medlemskontingenter er vores eneste indtægtskilde.

Hvis du allerede er medlem, kan du logge ind nedenfor.

Email-adresse
Adgangskode
Husk mig
Glemt adgangskode