I 2014 søgte jeg for første gang ind på en række engelsk universiteter. Forskellen på briternes UCAS og vores optagelse.dk er, at man i UCAS kun får én chance til at gøre et indtryk på dem, som hvert år skimmer flere tusinder ansøgninger til nogle af verdens mest prestigefulde universiteter som Cambridge, Oxford, Imperial College og UCL. Det er nemlig ens personal statement (PS), der er afgørende for, om man bliver optaget. Visse universiteter kan efterfølgende bede dig om at sende essays eller måske invitere dig til et interview. Men dette vil komme i kølvandet på ens PS, og derfor vil jeg fokusere på PS i denne tekst.
Min tidligere rektor beskrev PS som ”the single most beautifully crafted wriiten work of your life”, hvilket jeg tilnærmelsesvist vil give ham ret i. Man skal væbne sig med tålmodigved og gåpåmod, for på under 500 ord skal man forsøge at finde balancegangen mellem at skille sig ud i mængden af alle de andre ansøgere – uden at lyde prætentiøs og arrogant.
UCAS har mange velformulerede og præcise ”how-to” videoer på deres hjemmeside. Videoerne kan vise dig, hvilke informationer skal udfyldes hvor, men disse dele af ansøgningen er relativt let at gennemskue. Man skal bide mærke i sit UCAS-id, som man får, når man opretter sig i systemet, fordi man utallige gange skal logge ind og sætte sin nyeste udgave af sit PS. Det er en god idé at få et par friske øjne til at gennemlæse sit PS og komme med idéer til, hvordan man kan gøre sit essay endnu bedre.
I hovedløse forsøg på at fange universiteternes opmærksomhed prøver mange studerende hvert år på at indlede deres PS med for eksempel en joke. Men det råd, jeg har fået, er at starte med en unik sætning, som siger noget om, hvorfor du vil studere det, du har valgt. Et alternativ er at starte med et citat, hvis man kan finde et, som er passende.
Når man skal i gang med at skrive sit PS, skal man have en klar idé om, hvilke dele af sit CV, man vil fremhæve. Man har nemlig kun 4.000 tegn at gøre godt med – inklusive mellemrum! Udvælg derfor to eller tre eksempler på kompetencer, du har tilegnet dig igennem de seneste par år af dit liv, og uddyb; hvad du har lært af dem, hvordan de har formet din personlighed og hvordan dette har styret dig til at søge til ind på den uddannelse, du har valgt.
Husk for alt i verden ikke at nævne et decideret universitet i dit PS, da dit PS vil blive sendt ud til alle dine valg. Hvis man ansøger til forskellige uddannelser, gør man det altså en del sværere for sig selv, fordi du så skal skræddersy dit PS til at være relevant til flere uddannelser. Det er måske en selvfølge for, men det er ikke desto mindre vigtigt at huske!
Mange frivillige og medlemmer af DSA har selv studeret i England og har altså derfor skrevet PS. Så har du spørgsmål, som ikke er blevet besvaret i denne tekst, så tøv ikke med at tage kontakt – vi er alle klar til at hjælpe dig. Men husk at det altid er en dårlig idé at få andre til at skrive dele eller hele dit essay – eller for den sags skyld at downloade noget fra nettet, fordi mange af disse er skrevet på præcis samme måde, og dem, der læser disse ansøgninger vil gennemskue dig og smide din ansøgning ud efter mindre end ét sekund.
Af Max Quorning