Indledning
University of Pennsylvania (omtales også som ”Penn” eller ”UPenn”) blev grundlagt af Benjamin Franklin i 1740. Universitetet ligger i den amerikanske millionby Philadelphia, der er kendt for at være den by, hvor USA’s uafhængighedserklæring blev underskrevet i 1776. Philadelphia ligger ca. midt mellem New York City og Washington D.C., og begge byer kan fra Philadelphia nås med tog på ca. halvanden time.
University of Pennsylvania ligger tæt på centrum af Philadelphia, men har et stort campus, der isolerer universitetet fra resten af Philadelphia. Det er muligt at gå fra midten af campus til Rittenhouse Square, der ligger i centrum af Philadelphia, på ca. 25 minutter. Med metroen (SEPTA) kan man komme fra universitetets campus til centrum på ca. 5 minutter.
University of Pennsylvania er en del af football-ligaen Ivy League, og regnes som et af de bedste universiteter i USA. Universitetet er især kendt for dets business school, Wharton School, der sammen med Stanfords og Harvards business schools regnes som de bedste i verden. Dog udmærker Wharton sig ved, at man kan læse en bachelor på skolen, mens dette ikke er muligt på Harvards og Stanfords business schools.
University of Pennsylvanias law school og health care schools, der omfatter universitetets medicine school (Perelman School of Medicine), dental medicine (School of Dental Medicine), veterinary school (School of Veterinary Medicine) og nursing school (School of Nursing) regnes endvidere som nogle af de absolut bedste i verden. Universitetet er kendt for de mange muligheder, universitetets studerende har for at tage ”certificates” på andre dele af universitetet, end de selv går på. I alt går der ca. 22.000 studerende på University of Pennsylvania, hvoraf ca. 10.000 studerer på undergraduate-niveau.
University of Pennsylvania er et af de mest selektive universiteter i USA, og universitetet optog i 2020 ca. 8% af alle ansøgere til dets bacheloruddannelser. Herudover kendes universitetets law school, health care schools og Wharton School som værende blandt de mest selektive inden for deres områder i USA.
Blandt de mest kendte alumner fra University of Pennsylvania finder man bl.a. Elon Musk, Donald Trump, Warren Buffett, Noam Chomsky og Sundar Pichai. Mange af University of Pennsylvanias graduates får stor succes i erhvervslivet, og universitetet er det universitet i verden, hvorfra flest dollarmilliardærer har taget deres bachelorgrad.
Kulturen på University of Pennsylvanias er kendt for at være ”pre-professional”, og mange studerende har allerede fra de træder over tærsklen til universitetet som freshmen meget klare idéer om hvilken vej, deres karrierer skal tage dem. Mange udefrakommende vil opleve kulturen på universitetet som værende intens, og de studerende som værende meget ambitiøse. Der er dog en udbredt ”work hard, play hard”-kultur på universitetet, og der er en veritabel myriade af sociale muligheder for universitetets studerende. Det er lykkedes Philadelphia at etablere sig som en signifikant innovationshub på den amerikanske østkyst, hvilket åbner mange muligheder for de af universitetets studerende, der ønsker at gøre karriere inden for dette område.
Bachelorstudier
Universitetets ca. 10.000 undergraduate-studerende går på 4 skoler. Ca. 7.500 går på School of Arts and Sciences, ca. 1.900 på Wharton School, ca. 1.900 på School of Engineering and Applied Sciences og ca. 600 på School of Nursing.
Grunden til, at antallet af studerende på de individuelle skoler overgår antallet af studerende på undergraduate-niveau, er, at en større del af de studerende er indskrevet på flere skoler, idet de læser en af de mange dual degrees, universitetet udbyder. På en dual degree vil den studerende være indskrevet på to skoler, og vil efter (som regel) 4 år opnå to bachelorgrader i stedet for en. Blandt de mest prestigefyldte dual degrees er The Huntsman Program in International Studies and Business, hvorfra studerende opnår en BA fra School of Arts and Sciences og en BS i økonomi fra Wharton. På undergraduate-niveau er University of Pennsylvania bedst kendt for dets bachelorprogrammer på Wharton, og ca. 30% af alle undergrad-studerende på Wharton tager en dual degree. Vil man vide nærmere om hvilke uddannelser universitetet udbyder, kan man læse herom på dets hjemmeside.
Vil man optages på Univeristy of Pennsylvania som undergraduate-studerende kan man gøre dette via The Common Application eller The Coalition Application, og universitetet har ingen præference mellem de to. Har man ikke taget sin gymnasieuddannelse på engelsk, skal man tage enten TOEFL, IELTS eller Duolingos test.
Det kan anbefales at ansøge igennem Early Decision (ED), da chancen for at blive optaget herigennem er højere end Regular Decision (RD). Fristen for ED er 1. november året før man vil starte, mens fristen for RD er 5. januar det år, man vil starte.
Som andre amerikanske eliteuniversiteter er optagelseskriterierne for optagelse at man 1) har gode karakterer fra sin gymnasieuddannelse, at man 2) har gode extracurriculars, og at man 3) skriver en god ansøgning og får gode anbefalinger fra sine undervisere. Som andre amerikanske universiteter bliver ens ansøgning til University of Pennsylvania holistisk vurderet, og man bliver optaget på helhedsindtrykket af det potentiale, universitetet vurderer man har.
Graduatestudier
University of Pennsylvanias ca. 12.000 graduate-studerende går på 12 skoler. De største er Wharton med ca. 2.400 studerende, School of Engineering and Applied Science med ca. 2.200 studerende, School of Arts and Sciences med ca. 2.100 studerende, Perelman School of Medicine med ca. 2.000 studerende og Graduate School of Engineering med ca. 1.800 studerende.
University of Pennsylvania har på graduate-niveau, som på undergraduate-niveau, et stort udbud af dual degrees. Blandt de mest kendte er universitetets dual degrees mellem Wharton og en af universitetets andre skoler, f.eks. universitetets law school, hvor det på 3 eller 4 år er muligt at tage en Juris Doctor (forkortes J.D., og er den amerikanske pendant til den danske jurauddannelse) og en MBA, hvilket hver for sig ville tage hhv. 3 og 2 år.
University of Pennsylvania har endvidere mange samarbejdsaftaler om dual degrees med udenlandske universiteter, der tillader den studerende at tage en mastergrad på University of Pennsylvania og et af universitetets partneruniversiteter i eller udenfor USA. Blandt disse kan bl.a. nævnes Whartons samarbejdsaftale med John F. Kennedy School of Government (HKS) på Harvard University, der giver den studerende mulighed at læse en MBA på Wharton og en Master in Public Policy (MPP) eller en Master in Public Affairs (MPA) på HKS, og University of Pennsylvanias law schools dual degree i International Finance and Law med Sciences Po i Frankrig, der giver den studerende mulighed for at læse en LLM på Penns law school og en Master in International Management and Sustainability på Sciences Po. Som studerende med en interesse i en dual degree skal man være opmærksom på, at disse generelt er sværere at blive optaget på i forhold til de enkeltstående uddannelser, da man skal optages af begge skoler.
Vil man optages som graduate-student på University of Pennsylavnia, skal man følge ansøgningsproceduren for den enkelte uddannelse, man vil ind på. University of Pennsylvanias 12 skoler optager selv deres graduate-studerende, og opstiller selv betingelserne for optagelse. Som hovedregel skal man tage enten en IELTS- eller TOEFL-test, skrive en ansøgning og få 2-3 undervisere til at skrive anbefalinger. Herudover kræves endvidere gode karakterer og extracurriculars. For optagelse på nogle af universitetets masteruddannelser er det endvidere meget attraktivt, at man arbejdserfaring for tiden efter man er blevet færdiguddannet (hvilket f.eks. er tiden efter man er blevet kandidat i Danmark). Dette er især et krav for Whartons MBA og universitetets law schools LLM, der begge som udgangspunkt alene optager ansøgere, der allerede har arbejdet 2-4 år efter endt uddannelse. Der er dog undtagelser hertil, men det er markant sværere at blive optaget, hvis man ingen forudgående arbejdserfaring har for tiden efter, man er blevet færdiguddannet.
Postgraduate
University of Pennsylvania er et af de største researchuniversiteter i verden, og universitetet har et stort forskningsbudget. Mange af universitetets undervisere er primært forskere, hvilket un-dervisningen og miljøet på universitetet bæger præg af. Der er derfor mange muligheder for at komme til universitetet som forsker, enten som PhD-studerende eller som postdoc. Vil man vide nærmere herom er det ofte en meget god idé at tage direkte kontakt til den forsker/professor, man vil arbejde sammen med, da vedkommende som regel vil kunne give afklaring på, hvilke muligheder der er for at forske under vedkommende, samt mulighederne for at opnå finansiel støtte til dette.
Som PhD-studerende vil man kunne blive optaget umiddelbart efter sin bachelorgrad, men sandsynligheden for at blive optaget på et PhD-program i USA er noget større, hvis man allere-de har en master- eller kandidatuddannelse indenfor det område, man også vil skrive sin PhD i.
Bolig
Ca. halvdelen af alle University of Pennsylvanias undergraduate-studerende bor på campus, mens en meget lille del af universitetets graduate-studerende bor på campus.
Den primære grund herfor er, at universitetet ligger meget tæt på Philadelphias centrum, hvor-for der er meget gode muligheder for universitetets studerende for at bo ”off campus”. Universi-ty of Pennsylvania ligger i bydelen University City, hvor man også kan finde universiteterne Penn State og Drexel, hvilket betyder, at der er mange andre studerende, der bor i det samme område.
University of Pennsylvania kræver, at undergraduatestuderende på 1. og 2. år (freshman og sophmore) bor på campus, og universitetet har øremærkede dorms til de studerende. På de studerendes 3. og 4. år (junior og senior) er det almindeligt, at man flytter ”off campus”. Som det klare udgangspunkt kræver universitetet ikke, at graduate-studerende bor på campus, og lang majoriteten bor derfor ”off campus” (universitetet har kun ca. 500 værelser til rådighed til graduate-studerende). Universitetet stiller deres ”housing service” til rådighed for studerende, som skal finde bolig ”off campus”, men det er almindeligt blot af finde sin bolig igennem en online boligportal, f.eks. Craigslist eller Zillow.
Omkostningerne for at bo i universitetets dorms er i det akademiske år 2020-2021 ca. $11.000.
Studieafgifter
I det akademiske år 2020-2021 er University of Pennsylvanias undergraduate tuition ca. $53.000, og de anslåede samlede årlige omkostninger (hvilket inkluderer tuition, health care, housing, dining, bøger, transport og personlige omkostninger) er ca. $80.000.
For graduate-studerende fastsætter skolerne selv deres tuition. De årlige omkostninger for Uni-versity of Pennsylvanias law schools LLM er ca. $100.000, hvoraf ca. $70.000 er tuition, mens de årlige omkostninger for Whartons MBA er ca. $110.000, hvoraf ca. $80.000 er tuition.
Selvom omkostningerne ved at studere på University of Pennsylvania er meget høje er der gode muligheder for at få nogle eller mange af studieomkostningerne dækket ved ”financial aid”. University of Pennsylvania er for internationale studerende ”need-aware”, mens universitetet for amerikanske, canadiske og mexicanske borgere og fastboere er ”need-blind”.
At universitetet for internationale studerende er need-aware betyder, at den studerendes evne til at betale for sin tuition og de omkostninger, der er forbundet ved at studere på University of Pennsylvania, er en faktor ved vurderingen af, om du kan blive optaget på universitetet. Hvis man som international studerende, der har brug for støtte, ansøger om finansiel støtte og opnår dette, vil University of Pennsylvania dække 100% af den studerendes demonstrerede behov. Man skal endvidere være opmærksom på, at University of Pennsylvanias graduate schools i nogle tilfælde selv bestemmer, hvordan de vil uddele financial aid, hvorfor det er en god idé at læse om mulighederne for at få financial aid inden man ansøger om optagelse.
Om Philadelphia
Philadelphia, der på græsk (Φιλαδέλφεια) betyder broderkærlighed, er den største by i den amerikanske delstat Pennsylvania. I Philadelphias storbysområde bor ca. 6.000.000 mennesker, og byen er den 6. største i USA, og den er anden største på den amerikanske østkyst (efter New York City).
Byen er, udover Philadelphia Cheesesteak, kendt for sine mange nabolag og sin store diversitet. Byen har en skyline, der er præget af en række højhuse, og igennem byen løber to floder: Dela-ware River og Schuylkill River. Byen huser den ikoniske Liberty Bell samt huset, hvor både den amerikanske uafhængighedserklæring og forfatning blev underskrevet, Independence Hall. I Independence Hall blev den konference, der grundlagde det, der i dag er FN, endvidere afholdt i 1915.
Det er relativt let at komme til Philadelphia fra Danmark. Man kan vælge af flyve direkte til Newark Airport i New Jersey, der bl.a. også betjener New York City. Fra Newark Airport kan man tage toget direkte til Philadelphia på ca. 1 time. Det er endvidere muligt at flyve til Philadelphias lufthavn med et stop i London, Dublin, Rom eller Frankfurt.