Ti tips før du rejser

Vær sikker på du er godt forberedt inden du rejser! Læs vores tjekliste, for at sikre dig, at du har alt det praktiske på plads inden du begiver du ud. Inden du går i gang med at pakke, Bør du tjekke denne bagageguide også!

1) Er dit studie godkendt i Danmark?

Dette er især vigtigt for professionsuddannelser og afgøres af Akkrediteringsrådet

 2) Har du en egnet bankløsning?

Kan dit bankkort overhovedet bruges i dit studieland, eller burde du skifte kort? En hurtig Googlesøgning skulle kunne give dig svaret.
Vær sikker på at du er bekendt med din banks gebyrer for brug i udlandet (hvad det koster at bruge i butikker, hæve med, hvordan kursen omregnes osv).

3) Skal du framelde dig Folkeregisteret?

Uden for Norden

Du skal melde dig som udrejst i Folkeregisteret før du flytter uden for Norden, det gør du hos borgerservice eller på borger.dk. Hvis du er væk i mindre end 6 måneder, og har fuld råderet over en bolig, kan din kommune vurdere om du kan beholde din adresse i Danmark.

Inden for Norden

Du skal registrere dig i folkeregisteret i den kommune du er flyttet til inden for to uger efter ankomst. Din nye kommune sender beskeden videre til det danske folkeregister der så registrerer dig som udrejst. Er du registreret i Norge eller Sverige er du, som dansker, dækket af det offentlige sundhedssystem.

Registrer dig hos Udenrigsministeriet
Det anbefales at du registrerer dine udenlandske kontaktoplysninger på Udenrigsministeriets Danskerliste. Dermed kan den danske ambassade få fat på dig i tilfælde af en nødsituation – og måske er du heldig også at blive inviteret til julefrokost hos ambassadøren!

4) Skat

Man er næsten altid betragtet som fuldt skattepligtig i Danmark, selv om man studerer i udlandet. Dvs, hvis du arbejder i Danmark i ferierne følger du normale skattebetingelser. Hvis du arbejder i udlandet, er det det pågældendes lands skatteregler der gælder, og du behøver ikke informere SKAT om din udenlandske indtjening.

5) Stemmerettigheder

Husk at søg om optagelse på valglisten! Det gør du ved at udfylde denne ansøgningsblanket og sende den til din seneste bopælskommune. Når det er gjort har du som studerende ret til at stemme ved Folketingsvalg, EU-Parlamentsvalg og folkeafstemninger på alle danske ambassader og konsulater.

6) Forsikring?

Vigtigheden af at være forsikret kan ikke understreges nok. Et uforventet sygehusophold uden for EU kan koste op til 100.000 kr om dagen!

Nogle lande kræver du har privat forsikring hele perioden, andre kræver du har det de første par måneder, frem til du har fundet en lokal forsikringsordning. Forstå hvordan du er korrekt forsikret i det pågældende land, og overvej at tegne en dansk forsikring til de første par uger, så du er sikker på, du er dækket fra dag 1.

7) NemID

Glem ikke at medbringe dit NemID nøglekort. Dette er din livsline til adgang til alle offentlige services.

8) Har du gyldigt pas/visum?

Sørg for at være opmærksom på visumkrav, specielt hvis du rejser uden for EU. Længerevarende studievisum kan være en tidskrævende affære. Tjek også for en sikkerhedsskyld dit pas’ udløbsdato, og overvej om du bør få det fornyet.

9) Har du et internationalt studiekort?

Hvis du planlægger at rejse meget, kan det måske betale sig at have det internationale ISIC studiekort. Det giver adgang til 30.000 rabatter verden over. Du kan få det til halv pris, hvis du er plusmedlem!

10) Er du bekendt med din DSA lokalforening?
Har du spørgsmål om landet, studierne, eller sociallivet kan du med fordel se nærmere på DSA lokalforeningen i dit land. Her kan du finde information om interessante arrangementer, eller mødes med ligesindede.
Findes der ikke en lokalforening hvor du er? Så kan du være med til at starte et nyt fællesskab for danske studerende i det pågældende land. Skriv til info@dsabroad.dk hvis du vil vide mere om hvordan du kan blive aktiv i DSA på lokalt eller internationalt niveau.

God rejse!