SU & økonomi i udlandet

Budapest?

Er du bekymret for om økonomien holder til et udlandsstudie? Heldigvis er danskere så utroligt heldige at SUen følger med til studier i udlandet, både på bachelor- og kandidatniveau. Siden 2008 har det enda været muligt i høj grad at få skolepengene betalt gennem SU styrelsen. Alt det kan du læse mere om på denne side.

Du modtager SU når SU-styrelsen:

1. Har fået godkendt din ansøgning om godkendelse til SU (og eventuelt udlandsstipendium),

2. Har modtaget dokumentation for endelig optagelse og

3. Har behandlet din ansøgning om SU i minSU (med Nem-ID).

For at modtage SU, skal man selvfølgeligt først og fremmest være SU-berettiget. Derudover skal ens uddannelse opfylde en række betingelser, såsom at være kompetencegivende og akkrediteret af det pågældende lands myndigheder. Du kan finde SU Styrelsens betingelser for hele uddannelser i udlandet her.

SU har indtil videre to systemer hvorpå man kan ansøge om SU. SU har i 2012 lavet et Fast-Track system, som betyder at hvis uddannelsen allerede er godkendt i Danmark, så vil der gå ca 14 dage, før man modtager svar. Du kan finde Fast Trak listen her.

Hvis uddannelsen ikke er på Fast-Track listen, så kræver dette lidt ekstra arbejde, da du skal indsende flere dokumenter, som beviser at uddannelsen er akkrediteret af den pågældende myndighed samt tilsende hele pensum.

SU-Lån:

Her gælder de samme regler som i Danmark.

Udlandsstipendium for kandidaten:

Udlandsstipendiet er en fantastisk mulighed for at få dækket noget af selve uddannelsens pris. Udlandsstipendium fungerer som “taxameter” beløb, dvs. at man i princippet højest får det samme stipendiumbeløb med til udlandet som et sammenligneligt studie ville have kostet et dansk universitet.  Der er faste rater som afhænger af studiet, hvilket betyder at man ikke altid ved hvor meget man kan modtage.

Som reglerne er nu, skal man dog lægge beløbet for skolepengene ud hvert semester, før man modtager udlandsstipendiet fra Danmark.

Du kan finde SUs betingelser for at modtage udlandsstipendium på denne side.

Når du søger udlandsstipendium, så gælder de samme regler som når du søger SU til en uddannelse i udlandet. Det kan dog betale sig at søge i god tid, da ventetiden kan være op til 5 måneder.

Hvad der kan være forvirrende med udlandsstipendium er, at man ikke altid kan være sikker på hvor meget man modtager, da det kommer an på uddannelsen og SU’s vurdering af hvilken kategori din valgte uddannelse går ind under. Hvis din uddannelse og uddannelsesstedet er på Fast-Track listen, så kan du dér se hvor meget andre har modtaget.

Gymnasie og/eller Bachelor i Danmark:

Hvis du har læst din bachelor i Danmark, foretager dit valgte uddannelsessted gerne en vurdering af dine karakterer. Uddannelses- og Forskningsministeriet har samlet en side med gode råd til, hvordan man får overført karakterer og merit til og fra udlandet. Her kan du bl.a. finde nyttig dokumentation om det danske uddannelsessystem, som kan bruges i forbindelse med ansøgning til et udenlandsk universitet. Du kan finde siden fra Uddannelses- og Forskningsministeriet her.

Hvis du skal have gjort dine dokumenter officielle (legalisere dem), så kan man kontakte Udenrigsministeriet.

Sidder du og venter i spænding på svar fra din SU/Udlandsstipendium ansøgning? Hold ikke vejret, men besøg i stedet Så Langt Er Vi I Styrelsen.

God jagt, og hvis du har spørgsmål eller vil spørge hvordan det foregår i et specifikt land, så kan du enten læse vores lande-guides eller kontakte os på info@dsabroad.dk

Før du kontakter os, vil vi foreslå at du melder dig ind i foreningen og husker at inkluderer dit fulde navn og dine informationer i emailen. Som betalende medlem modtager du detaljeret information og vi vil gøre vores bedste, for at sætte dig i kontakt med en anden eller andre, som har studeret det du vil eller i landet du overvejer.

Studieophold i Udlandet (udveksling):

Du kan få SU med på udveksling og andre studieophold i udlandet, såfremt det er led i din danske uddannelse og giver fuld merit. Du kan finde de nærmere detaljer og betingelser om SU under studieophold på SU’s hjemmeside.

NB: Siden marts 2014 har den gennemsnitlige ventetid for opkald vedrørende SU i udlandet ligget på ca. 2,5 minut og svartiderne på e-mail er pt. 1,5 måned for henvendelser vedrørende tildeling af SU og 2,5 måned for henvendelser vedrørende ansøgninger (November 2014)