Rådgivning

Skilt

Et af DSAs hovedformål er at gøre det lettere for danskere at studere i udlandet. Dette mål opnår vi dels gennem at tilbyde den information, man har brug for inden et studieophold i udlandet, mens man er væk, og efter man er kommet hjem.

Vi søger desuden at give danske studerende inspiration, idet vores mål er at skabe en platform for danske udlandsstuderende, der giver mulighed for at dele erfaringer og oplevelser.

Rådgivning

Har du spørgsmål angående udlandsstudier, er du meget velkommen til at skrive til DSA her. Vi bestræber os på at besvare alle emails hurtigst muligt. Men da vi alle er frivillige rådgivere, kan der i perioder gå op til en uge, før vi svarer.

Vores rådgivere er ikke professionelle studievejledere og kan ikke garantere rigtigheden af den information, de giver. Til gengæld kan vi bygge på et stort netværk af erfarne udlandsstuderene, der sandsynligvis har været igennem samme process som dig.

Rådgivningssiderne

På disse rådgivningssider har vi samlet links og information om alt fra SU og sprogtests til ansøgningsprocedurer og meritoverførsel. Du kan også bruge vores detaljerede landeguides til at finde ud af, hvilket land der ville passe dig og dine drømme og ambitioner bedst.

Vi håber på efterhånden at få fyldt rådgivningssiderne med al relevant information om udlandsstudier.

Har du praktiske spørgsmål, eller har du lyst til at hjælpe med yderligere at udbygge rådgivningssiderne, er du selvfølgeligt velkommen til at skrive til os.