Laura Kristina Perrier. Privatfoto.
Af Laura Kristina Perrier
Mange unge jubler i disse dage over at skulle starte på deres drømmestudier til sommer. Mange gør ikke. Som du måske kan regne ud, tilhører jeg den sidste gruppe. Mit forsøg på at komme ind på en kandidat i Danmark er dog blot det sidste kapitel i en lang og ulykkelig fortælling om min oplevelse med det danske uddannelsessystem. Et arrogant uddannelsessystem, der mistænkeliggør og udelukker folk der kommer udefra, folk med en anden baggrund og andre redskaber i baggagen. For studerende, der kommer udefra, kan da umuligt være ligeså gode som danske studerende, eller kan de?
Jeg er født og har boet flere år i Frankrig, men ville gerne hjem til Danmark for at læse en videregående uddannelse. Jeg havde undersøgt, hvordan det foregik at blive optaget på danske universiteter og vidste derfor, at det var bedst at have en dansk studentereksamen. Jeg flyttede derfor alene til Danmark i 2.g og startede på gymnasiet.
Jeg blev student i 2010, og ønskede for alt i verden at komme i gang med at studere med det samme, præcis som politikerne vil have det. Jeg var blevet optaget på to uddannelser, en i Danmark og en i Frankrig. Men eftersom jeg først kunne starte på min uddannelse i Danmark om vinteren, gav valget sig selv. Jeg tog til Paris, så jeg kunne komme i gang med psykologistudierne med det samme. Efter tre år stod jeg med en bachelor i psykologi i hånden med et gennemsnit, som var velfortjent og godt. Jeg ville gerne tilbage til Danmark og fortsætte mine studier, da Danmark var mit land. Et land jeg kendte som værende åbent og tolerant. Jeg skulle dog blive klogere.
Jeg flytter til Danmark igen ved godt mod. Jeg planlægger at søge ind på en kandidat i psykologi på Aarhus Universitet med vinterstart. Et halvt sabbatår kunne jeg nok holde ud, selvom jeg er læreglad og elsker at studere. Min erfaring er dog, at det danske system godt kan måle sig med det franske, når det kommer til bureaukrati, så jeg søger råd hos studievejlederne på universitetet. Den tid kunne jeg dog godt have sparet mig.
Hjemme igen finder jeg ansøgningsskemaet frem og udfylder det. Her bliver det dog klart, at fagkravene fra Aarhus Universitet ikke stemmer helt overens med, hvad jeg har med i bagagen fra mit franske universitet. Det er forståeligt, eftersom det er to forskellige uddannelsessystemer. Jeg beder derfor om at få at vide, hvilke fag jeg kan og skal supplere med. I mellemtiden modtager jeg et brev fra Uddannelsesministeriet, hvori der står at min franske bachelor i psykologi svarer til en dansk bacheloruddannelse i psykologi. Så jeg slapper lidt af, og bliver mere rolig, da jeg ser, at staten anerkender, at min bachelor er noget værd, og Danmarks uddannelsessystem er for alle kvalificerede!
Det ændrer dog ikke på, at jeg får afslag fra Aarhus Universitet det, at jeg er ukvalificeret til deres kandidatuddannelse, fordi jeg blandt andet ikke har haft pædagogisk psykologi. Dette er på trods af, at jeg forinden har forsøgt at supplere med netop det fag. Fidusen ved at supplere op med pædagogisk psykologi er, at det giver direkte adgang til en hel kandidat i pædagogisk psykologi. Jeg får dog et afslag på suppleringskurset med den begrundelse, at jeg er kvalificeret nok til at komme direkte ind på kandidaten. Jeg har med andre ord ikke mulighed for, at tage det suppleringsfag jeg har brug for, for at komme ind på psykologi. På samme tid bliver jeg frataget en fribillet til at komme ind på pædagogisk psykologi. Hvis du synes det lyder absurd, så har du forstået det rigtigt.
Efter denne forvirring ringer jeg til en studievejleder. Jeg taler længe med vejlederen, og set i bakspejlet ærgrer det mig, at samtalen ikke blev optaget. Her betror vejlederen mig nemlig flere chokerende ting. Vejlederen fortæller mig blandt andet, at Aarhus Universitet ikke optager studerende som ikke har læst en bachelor på Aarhus Universitet, dog er studerende fra Lillehammer en undtagelse, fordi Aarhus Universitet har en ”aftale” med Lillehammer. Jeg får også at vide, at selvom jeg havde de manglende fag, som jeg tidligere fik at vide ikke var nødvendige, så ville de se på andre ting fra min bachelor og altid finde på noget, som ville gøre mig ukvalificeret til at læse en kandidat på Aarhus Universitet.
Jeg bestemmer mig for at klage over afslaget, og jeg understreger, at min bachelor er godkendt af Ministeriet, og at jeg ville supplere de fag, jeg mangler, hvis de kunne fortælle mig, hvor jeg kunne tage dem. Jeg har nemlig ingen mulighed for at supplere psykologifag på Aarhus Universitet. Det svar jeg får på klagen er præcis det samme som første gang: Jeg er ikke kvalificeret nok, og de er ligeglade med, hvad staten siger, da det er (statsstøttede) Aarhus Universitet, som bestemmer i sidste ende.
På dette tidspunkt må jeg indrømme, at jeg opgiver forsøget på at læse en kandidat i psykologi på Aarhus Universitet. Aarhus Universitet har tydeligvis ikke i sinde at tage studenter ind udefra. Det er bare så selvmodsigende, når universitet slår sig op på at ville være eliten. Ved kun at acceptere kloner fra deres bachelorprogram, og dermed udelukke studerende der er anderledes tænkende, dræber de en intellektuel debat, før den er opstået. Når man nu i Danmark prøver at få de studerende til at tage til udlandet for at vende hjem med ny viden, hvorfor skal man så gøre det så svært for folk med en uddannelse fra udlandet at komme til Danmark? Det er da netop friske øjne og ideer, der skaber fremdrift, og som på længere sigt er vigtig for Danmarks vækst og konkurrencedygtighed.
Tilbage til historien. Tiden løber, der er snart deadline på ansøgninger til kandidatuddannelser. Jeg søger så ind på kandidaten i pædagogisk psykologi på Aarhus Universitet, og på Aalborg Universitets kandidat i psykologi. Jeg får fem mails i løbet af maj om at jeg er kvalificeret til pædagogisk psykologi kandidaten, men det havde de sagt før. Jeg får desværre et brev fra Aalborg Universitet om, at jeg er kvalificeret til at komme ind på kandidaten i psykologi, men at de desværre ikke har nogen ledig plads til mig. Det er selvfølgelig en stor skuffelse, og jeg bliver skuffet. Det er da altid noget, at Aalborg Universitet er mere åben end Aarhus Universitet, men det nytter bare ikke noget, hvis de alligevel vælger at prioritere deres egne bachelorer, på trods af lavere karakterer, og ikke gør den mindste indsats for at tilføre nyt blod til deres psykologiuddannelsen.
Ærlig talt følte jeg mig landsforvist. Det Danmark, jeg har mødt, har slet ikke været i stand til at håndtere folk som mig. Jeg er blevet fejlvejledt og mødt af en masse barrierer, og det værste er, at jeg langt fra er den eneste. Dette problem handler ikke bare om kompetente studerende som er bliver fejlvejledt for derefter at blive afvist. Det handler om et dybereliggende lukkethed og mistro overfor kompetencer tilegnet i udlandet. For som Einstein sagde: Insanity: doing the same thing over and over again and expecting different results. Hvis kun stud.med. kloner kan komme ind, så bliver vi ikke klogere eller udvikler os. Jeg er desværre ikke klonet og må derfor flytte tilbage til Frankrig.